FB2 – Avarta 5-0

Igen en kamp i strid blæst på FBs kunststofbane. Og igen en kamp hvor FB lige skulle i gang før løjerne tog fart.

Dagens modstander hed Avarta og frister en tilværelse i SBUs serie 3. Derfor var der på papiret lagt op til klasseforskel de to mandskaber imellem. Det var dog slet ikke tydeligt i kampens start som mildt sagt var rodet. Blæsten satte sine spor og boldomgangen blev uhyre omstændelig hos den enkelte spiller. Tempoet var derfor lavt og gæsterne havde ikke nogen problemer med at følge med.

Som halvlegen skred frem satte FB sig mere og mere på kampen. Presset blev lagt lidt højere og efter godt en halv time gav det pote. Jakob modtog bolden i venstre side af straffesparksfeltet og hans vævre kropsfinter var for meget for modstanderen der halvkluntet nedlagde ham. Straffespark til FB. Idet den stride blæst gjorde det umuligt for bolden at ligge stille, måtte Jakob ind og holde bolden for Lars der sikkert kunne udplacere keeperen. Vist nok første gang vi har set et Field Goal på kunststofbane 1?
Kort efter fik Jakob igen tacklet sig igennem forsvaret, men denne gang kunne han selv sætte trumf på og bringe FB foran 2-0. Lækkert skotsk tonsermål.
Herefter satte FB sig tungere på midtbanen og spillet blev en del kønnere at se på. Modstanderne blev dog ikke holdt helt væk fra chancer. Flere gange lykkedes det at spille den lange aflevering som blev fanget af vinden og overraskede forsvaret. Men især Jens i målet viste igen stor styrke og reddede de chancer der var. Især een pragtredning faldt i øjnene da en Avarta-spiller dunkede bolden af sted fra kanten af feltet.
Nyankomne Steffen og Dan i midterforsvaret spillede ellers en god kamp med få fejl og mange gode indgreb.

I 2. halvleg virkede FB som om de var i fuld kontrol. Grundet mere modvind stillede holdet sig længere tilbage på banen. Her fangede man bolden og satte mange gode angreb i gang. Avarta skal have ros for at tro på at man kunne komme tilbage og spillede frisk til. Det gav imidlertid mange chancer til FB der viste god styrke i omstillingsspillet.
Efter små 10 minutter kom Tom fri i venstresiden, han spillede bolden på tværs til Lars som tog et træk i dybden og spillede bolden fladt indover. Her var Tom løbet i position og kunne ubesværet sparke FB på 3-0.
Et tilbagelæg som målmanden samlede op, gav FB indirekte frispark i feltet. Lasse trillede den til Tom der med en hård inderside udplacerede keeper og 10 mand på stregen.
Jakob var ikke færdig endnu. Igen på en hurtig kontra stak Fisker af sted op igennem banen. Med en veltimet aflevering i dybden (var det kun Fisker selv der sagde ”Laudrup”?) kunne han finde Jakob der med få berøringer og godt overblik trak ind i banen og udplacerede målmanden.

5-0 til FB der spillede en ganske fornuftig kamp. Javel, vejret og modstanderen var ikke i verdensklasse på dagen, men det var alligevel gode takter fra Frederiksbergs kvalifikationsreserver.

 

Holdet:

Jens

Søren Steffen Dan Christopher

Lars Allan Christoffer Lasse

Nassar Jakob

Udskiftere:
Fisker, Tonni, Marcus, Rene, Tom

Mål:

1-0 Lars
2-0 Jakob
3-0 Tom
4-0 Tom
5-0 Jakob


/tk

Share