Sponsorarrangement med et rungende nej tak til Fodboldens Hus
Lørdag middag havde FB's sponsorudvalg og bestyrelse inviteret sponsorer, FB-fonden og lokalpolitikere til arrangement i FB's klubhus, hvor caféen dannede rammen om en god gang smørrebrød med fadøl og en lille én til at få varmen på, inden man i fælles trop drog til kampen i Frederiksberg Idrætspark mellem FB og GVI.

Undervejs i arrangementet var der indlæg fra FB's sportschef, Jens Peter Olsen meget gående på 1. holdet,
dens opbygning og tankerne bag, samt ikke mindst den succes som holdet oplever i dette efterår. Derudover
var administrationsleder Martin Busk på "stolen" for at give en status på FB anno 2010 og sidst men ikke mindst levere et klokkeklart budskab om at FB ikke er interesseret i et Fodboldens Hus på Frederiksberg, som der fra FIU's side måske er planer om, når nu FB har deres eget klubhus med klublivets gang i husnummer 24.
Tilstede var ligeledes Lokalavisen Frederiksberg der i torsdagens udgave havde en større artikel om arrangementet.
Læs Lokalavisen Frederiksbergs artikel med overskriften:
"FB siger nej tak til Fodboldens Hus" lige her
En af de medvirkende lokalpolitikere, nemlig de Radikales Lone Loklindt, der samtidig er formand for Kultur- og Fritidsudvalget havde ovenikøbet en klumme på side 2 i samme avis, hvor hun beskrev sin oplevelse i Frederiksberg Idrætspark. Artiklen kan ses herunder eller læses online på www.lokalavisen-frb.dk
