FB smed sejren væk i Værløse



FB's 1. hold skulle forsøge at rejse sig ovenpå skuffelsen i torsdags mod Brøndby IF, da de mandag eftermiddag gæstede det hyggelige Værløse Stadion for at møde endnu et bundhold, nemlig Værløse BK, som før kampen lå placeret på en nedrykningsplads i DS Pulje 1. - FB virkede bestemt også bevidste om opgørets betydning og opsatte på revanche - og det så både overbevisende og sikkert ud kort før pausen, da de gul-sorte førte med komfortable 2-0 - men efter 94 minutters spil viste stadionuret 3-2 til hjemmeholdet og dermed det andet FB-nederlag i træk.




____________________________


Kampfakta:


Værløse BK - FB 3-2 (1-2)

0-1 Nicolaj Harms (15. min)
0-2 Niclas Tüchsen (37. min)
1-2 Mads Kaltoft (40. min)
2-2 Michael Konge (67. min, str.)
3-2 Jones El-Mawardi (94. min)


Tilskuere: ca. 125

_____________________________



FB's startopstilling:

                                                                                      Lasse Krogh 

                                       Rickie W. Rasmussen   Oliver Lund  Kaspar Christiansen   Mike Hansen 
                              
                                                                
                                                                 Peter Bærenholdt   Rasmus Lucht (C)                                  

 
                                              Peter Madsen                 Janus Raun                  Niclas Tüchsen
                                    

   
                                                                                      Nicolaj Harms 
 
 
                                                       Bænken: Nabi Dogan, Foday Fofanah og Jesper Liu



På en ellers vanskelig bane startede udeholdet klart bedst og var meget dominerende i alle spillets facetter - og allerede i kampens 15. minut kom FB foran med 1-0. Niclas Tüchsen sparkede et halvdårligt frispark lige i Værløse-muren men opsnappede selv returen som han flot lagde over i bagerste område af feltet, hvor Peter Bærenholdt ikke var fanget af offside-fælden. Bærenholdt tog et træk ud af i banen, inden han med et flot indlæg fandt Nicolaj Harms der nærmest på akrobatisk vis flugtede bolden i mål.

FB fortsatte det tunge pres og allerede seks minutter senere var det tæt på at blive 2-0, da Mike Hansen trykkede kanonen af langt udefra og Martin Raffli i Værløse-målet måtte bokse bolden til hjørnespark.
Da uret netop havde rundet den halve time var en hårdt presset Peter Madsen tæt på, efter et godt fladt indlæg fra Tüchsen, men hans forsøg gik lige forbi den ene stolpe.

Men i det 37. minut bragte FB sig yderligere foran. Kaspar Christiansen fik med en flot glidende tackling erobret bolden og sat den i spil til Peter Madsen på højrekanten. Madsen tog et flot træk og lagde den perfekt ind i feltet hvor Niclas Tüchsen ankom fra den modsatte kant og flot headede bolden ind bag en sagesløs Raffli til FB-føring på 2-0. Det burde være blevet 3-0 allerede minuttet efter, da Nicolaj Harms kom alene igennem, men en oplagt direktør blev desværre misbrugt, da Raffli dykkede ned og reddede.


Niclas Tüchsen header flot FB på 2-0


Blot tre minutter senere kom Værløse tilbage i kampen, på deres vel nok allerførste mulighed. Vørløse-anfører Michael Konge fik to store tilbud nærmest i samme forsøg og bedst som man troede at faren var ovre og bolden ekspederet ud af feltet, kom Værløses Mads Kaltoft løbende og huggede knaldhårdt bolden dirkete i mål uden chance for Lasse Krogh mellem FB-stængerne og dermed en reducering til 1-2 lige før pausen.

2. halvleg blev en mere lige affære, hvor spillet langsomt tippede over til hjemmeholdets fordel. Dog burde FB allerede efter en time have lukket opgøret endegyldigt, da Janus Raun kom alene igennem og endda havde afleveringsmuligheder inde foran mål, men han valgte en svær afslutning som han desværre for FB hamrede forbi den ene opstander.


Janus Raun med sin store chance for at bringe FB på 3-1 efter et kvarter i 2. halvleg


I det 67. minut fik Værløse tilkendt først et frispark begået af Rasmus Lucht, lige udenfor feltet - og derefter et straffespark, da frisparksforsøget gik lige hen på armen af en FB-spiller. Michael Konge udnyttede straffesparket på trods af at Lasse Krogh gik til den rigtige side - og dermed havde hjemme-holdet arbejdet sig helt tilbage i kampen igen - efter en ellers skidt 1. halvleg.

I det 84. minut fik FB's indskiftede Foday Fofanah en stor chance for at bringe FB tilbage i front, men alene med målmanden sparkede Fofanah i en situation hvor han var hårdt presset, forbi mål og herefter var der lagt op til drama i slutfasen hvor stemningen til tider blev udnødvendig negativ og hård, med masser af frispark, diskussioner og lidt spil for galleriet fra begge mandskabers side og hvor man kunne have ønsket at kampens dommer i den fase havde haft en smule mere greb om tingene. 

Dybt inde i overtiden tilkendte dommeren så et frispark til Værløse og efter en hurtig fremadrettet igang-sætning til Jones El-Mawardi hvor FB-forsvaret slet ikke var på plads, drønede El-Mawardi fra kanten af feltet bolden over i det fjerneste målhjørne til 3-2 for det godt kæmpende Værløse-mandskab og på det der nærmest var kampens allersidste spark.

Dermed må FB nok erkende efter to nederlag til to bundhold henover påsken, at man skal være tilfredse med en sæson hvor man ender i den bedste halvdel af Danmarksserien. Der er naturligvis mange point at spille om endnu og tingene kan hurtigt vende i rækken som er mere lige end nogensinde og hvor alle efterhånden tager point fra alle. Se mere til DS Pulje 1 her







Share