FB avancerede til hovedrunden i Ekstra Bladet Cup 2010/2011


FB's 1. herresenior skulle onsdag aften forsøge at spille sig ind i hovedturneringen af den danske landspokal-
turnering, kaldet Ekstra Bladet Cup. En turnering som FB sidste år havde massiv succes i, da man formåede at spille sig helt frem til 1/16 dels finalerne, hvor Vejle Boldklub blev endestationen.

Aftenens modstander i den sidste indledende runde under DBU København, var Serie 1-mandskabet fra Tårnby FF, der på Travbanen i Tårnby lagde hjemmebane til opgøret mod FB's Danmarksseriehold. En på forhånd svær opgave for FB, da Tårnby FF netop er rykket op fra Serie 1 og skal efter sommerpausen spille i Københavnsserien, lige under Danmarksserien. Tårnby FF havde ligesom FB et mindre pokaleventyr i sidste sæson og kom ligeledes frem til 1/16 dels finalerne. 

FB kunne dog trække sig sejrrigt ud af opgøret med 4-2 efter 0-0 ved pausen - så dermed er FB med i hatten, når der senere på måneden trækkes lod til 1. runde i Ekstra Bladet Cup 2010/2011. 

____________________________

Kampfakta:

Tårnby FF (Serie 1) - FB (Danmarksserien) 2-4 (0-0)

1-0 Ukendt (55. min)
1-1 Oliver Lund (59. min)
1-2 Peter Bærenholdt (62. min)
1-3 Jesper Liu (65. min)
2-3 Ukendt (82. min)
2-4 Rasmus Lucht (87. min)

Tilskuere: ?

_____________________________


FB's startopstilling:

                                                                              Mickey Heitmann 

                              Rickie W. Rasmussen      Kaspar Christiansen     Morten Dahl     Allan El-Labban 
                              
                                                                
                                                             Peter Bærenholdt    Lasse Glenstrup                                  

 
                                   Patrick Böiken                        Jesper Liu                      Rasmus Christensen  

   
                                                                          Kim Helby Jensen (C)  
 
 
                                        Bænken: Rasmus Lucht, Oliver Lund og Jakob Snebjørn Kristensen


FB startede bedst på det solbeskinnede Amager i skyggen af VM-fodbolden. Igennem hele 1. halvleg havde FB gode muligheder for at bringe sig foran, men alligevel var indsatsen generelt sløj i de første 45 minutter, med tendens til attituden "det skal nok gå..." - Hjemmeholdet kæmpede naturligvis for sagen og FB-spillerne kunne sagtens mærke de store og fysisk stærke TFF-spillere, der gik til stålet gennem hele opgøret. Men rent chancemæssigt skabte de ikke ret meget i 1. halvleg og var mest farlige på standardsituationer.

2. halvleg blev helt anderledes. Værterne fightede fortsat for sagen og bragte sig minsandten foran med 1-0 efter 55 minutters spil. Glæden varede dog kort, da FB blot 4 minutter senere udlignede til 1-1 efter en situation hvor Kim Helby Jensen, der ellers var startet i angrebet, i et gennembrud på højrekanten fik lagt bolden fladt ind til indskiftede Oliver Lund, der flot kunne sparke bolden i mål til udligning.

Blot 3 minutter senere kom FB på 2-1, da Kim Helby Jensen leverede sin 2. assist efter at han var blevet sat ned på højrekanten. Med noget der mindede om en afslutning på mål, røg bolden over i det bagerste område lige udenfor feltet, hvor Peter Bærenholdt kom til og sparkede den fladt ind i den ene side.

3-1 blev det yderligere 3-4 minutter senere. Denne gang var det formstærke Jesper Liu der nettede, da han knaldede bolden i mål fra en position lige udenfor straffesparksfeltet, hvor bolden blev rettet af, af en Tårnby-forsvarer og gik i en stor bue ind i mål.

Yderst effektive 10 minutter med 3 scoringer og dermed havde FB'erne lukket opgøret, troede man. Netop som trænerteamet stod overfor at skulle indskifte den normale 1. målmand Jakob Snebjørn som markspiller med 8 minutter tilbage af opgøret, fik hjemmeholdet bragt spændingen en smule tilbage i kampen med en reducering til 2-3 i en situation hvor samtlige FB-spillere nærmest var faldet i søvn. 

Tårnby FF fik dog aldrig for alvor truet FB's defensiv de sidste små 10 minutter og gjorde ikke deres egen situation bedre, da de måtte indkassere et rødt kort - i stedet kunne FB afgøre kampen helt med 3 minutter tilbage, da Rasmus Lucht havde sneget sig med frem og fik headet Patrick Böikens glimrende indlæg i mål til slutresultatet 2-4. Og dermed kunne Jakob Snebjørn samtidig få de sidste par minutter i marken på højrekanten.

En glimrende 2. halvleg af FB-mandskabet der nu vil forsøge at gå hele vejen til PARKEN og næste års pokalfinale. Skulle det blive til deltagelse i Europa-League i 2011, så er det et stort ønske fra både den sportslige og økonomiske sektor i klubben, ikke at komme i en pulje med udelukkende østeuropæiske hold - men inden da venter forhåbentlig 7 spændende pokalkampe.

Sæsonens sidste kamp inden en velfortjent sommerpause frem til den 15. juli - er på lørdag kl. 15.00 i Danmarksserien, hvor FB hjemme på Frederiksberg Stadion tager i mod Værløse Boldklub i et opgør om 5.-6. pladsen i Pulje 1. Læs optakt og alt om 1. holdet her


Share