Optakt til pokalkampen mod Hajduk SPuL fra Serie 4

I aften går den vilde jagt på succes, berømmelse og pokalfinale i Parken til maj 2012. DBU Københavns indledende pokalrunder danner hvert år grundlag for artige overraskelser og en sådan vil være at finde, hvis det i aften skulle lykkes den lille Serie 4 klub fra Hajduk SPuL, at besejre FB's 1. hold fra toppen af Danmarksserien.
Hajduk SPuL der slår sine folder i Ryparken har "solgt" deres hjemmekamp mod "den store" til fordel for Frederiksberg Idrætspark som jo er FB's normale hjemmebane. Eneste betingelse var at deres mange tilskuere kom gratis ind til kampen samt at en kasse øl stod parat i omklædningsrummet under tribunen, når kampen er slut. Dette kunne FB's Stadionudvalg sagtens acceptere og derfor fløjtes der op kl. 18.00 på Danmarks ældste fodboldstadion.
Hajduk SPuL som spiller i Serie 4, kommer med en enorm selvtillid i bagagen efter en sejr i 1. runde over ingen ringere end Copenhagen Zebras, som blev besejret med 3-2. Derudover har de startet foråret fint med en uafgjort og to sejre i Serie 4 Pulje 12 - og senest i søndags vandt de rent faktisk på FB's træningsbane på Jens Jessens Vej med 2-0 over CBS Sport. Holdet havde dog et skidt efterår og derfor er der fortsat med udsigten fra 8. pladsen mange point op til Sunred Beach på rækkens 1. plads.
Ingen tvivl om forventningens glæde er stor i den lille klubs lejr og træner Henrik Stærke er meget i tvivl om truppens sidste to spillere. Valget skal tages mellem så stærke folk som Kristian, Kenneth og Thomsen, men også David, Laurits og Gattuso presser sig på. Derfor er der i første omgang kun udtaget følgende 12 spillere:
Ken
Knub
Markovic
Cap.
Mikkel
Lasse
Suave
Winding
Joakim
Gamdrup
Jesper
Jaller
Både Rullen og Mathias er skadet med længere pause til følge.
Unægtelig ikke de mest kendte navne, men man skal bestemt ikke tage fejl af at spillerne vil kæmpe alt hvad de overhovedet er i stand til og med hjertet for fodbolden på absolut rette sted.
Trænerteamet Brinksby og Svensson har udtaget følgende trup:
Andreas Vigelsø
Mike Hansen
Rickie W. Rasmussen
Nabi Dogan
Oliver Lund
Peter Madsen
Newroz Dogan
Lasse Glenstrup
Jesper Liu
Andreas Espersen
Peter Bærenholdt
Foday Fofanah
Patrick Böiken
Nicolaj Harms
På bænken starter Nicolaj Harms, Newroz Dogan og Peter Madsen.
Der bliver tale om forårsdebut til Patrick Böiken der vender tilbage efter et langt skadesforløb, ligesom Andreas Vigelsø i målet returnerer til 1. holdsfodbold i FB og afløser Lasse Krogh.
I forhold til holdet der lørdag slog AB Tårnby i Danmarksseriens 19. spillerunde, sidder foruden Krogh, også Niclas Tüchsen, Rasmus Lucht, Janus Raun og Kaspar Christiansen over.
Vinder FB som ventet kampen så kvalificerer man sig til den 3. og sidste indledende runde under DBU København, inden man for alvor træder ind i hovedrunden af Ekstra Bladet Cup 2011/2012.