FB har været en tur på Fodboldfabrikken

Det nyåbnede fodboldmekka i Skelbækgade, Fodboldfabrikken - dannede mandag aften rammen for 85 ungdomsspillere fra Frederiksberg Boldklub, der gennem firmaet Laudrup & Høgh, var blevet inviteret til gratis prøvetimer i den gamle kødby, hvor 1200 kvm nu er omdannet til 5 indendørs fodboldbaner med kunstgræs i en slags lukkede bure med baner om banerne og net både som vægge og i loftet.
Thomas Thor fra Laudrup & Høgh introducerede de mange piger og drenge fra U18 piger, U13 piger, U13 drenge 98-2, U14 drenge 97-1 og 97-2 - som alle havde droppet den normale træning og boltrede sig i stedet løs i de to timer som træningen varede - med masser af kampe, svedperler og højt musik.

Fodboldfabrikken er som sagt et center med 5 kunstgræsbaner i en sublim kvalitet og i 5-a-side størrelser.
Løbeture og fitnesscentre er underlegne i forhold til den effektive motion - og fabrikken kan lejes til en enkelt time, men også til både faste time-lejer og til deltagelse for hold i ligaer og turneringer. - Derudover fungerer stedet som et univers hvor der foruden fodboldbaner også er både bordfodbold, FIFAspil, en sportsbar med storskærme - så man kan på alle måder få styrket både det sportslige og sociale samvær.

Læs nærmere om Fodboldfabrikken på deres egen hjemmeside http://www.fodboldfabrikken.nu
