4. HS ordnede naboerne på Jens Jessens Vej

 

Fredag aften var der lokalopgør på Jens Jessens Vej mellem FB's 4. HS og FA 2000's såkaldte talenttrup i Serie 2.

Holdet fra nabobygningen kom som ubesejret til opgøret, mens FB kom med en frisk sejr i baggagen. Kampens betydning var derfor stor for begge hold, da FA 2000 med en sejr kunne skimte oprykningspladserne, mens oprykkerne fra FB kunne lægge afstand til bunden. 
 
Da dommeren fløjtede op var der bestemt ikke noget der tydede på en succes for FB, da FA 2000 satte sig tungt på kampen med fine kombinationer og hurtigt spil på kunstbanens fine underlag. FB fightede og kæmpede sig langtsom ind i kampen og i det 20 minut gav det bonus, da det unge forsvar fra FA2000 dummede sig ved at forære bolden til FB og efter to små afleveringer og en elegant afslutning fra unge Emil Samuelsen over den fremstormende keeper, kunne alle med gult-sort FB-hjerte juble over en 1-0 føring, selvom FA 2000 havde været klart mest i 
boldbesiddelse. FB stod dog virkelig stærkt defensivt og holdt FA 2000 fra chancer, mens der modsat blev levet højt på kontrachancer. 
 
Det var da også en hurtig omstilling der i det 33. minut gav straffespark til FB, som Rasmus Sigaard sikkert omsatte til en 2-0 føring, hvilket holdt til pausen takket være en klasseredning fra keeper Mads Fischer i en mand mod mand situation kort før pausen.

Samme mønster fra 1. halveg fortsatte i 2. halveg, hvor FA2000 blev mere dominerende, mens FB havde nok at gøre med at forsvare den "farligste føring" man kan have i en kamp. Dette skulle dog blive modbevist i det 55. minut, da et gennembrud i højre side blev omsat til et indlæg ind til en fri Rasmus Sigaard som på kanten af feltet sendte en følt afslutning af sted til en 3-0 føring. 

Herefter var kampen reelt lukket og selv med en 10 minutters udvisning til FB, lykkedes det via en suveræn defensiv indsats at holde FA 2000 fra de store chancer, selvom de næsten havde bolden konstant. Det lykkedes dem dog at reducere i det 87. minut til 3-1, men der var festen begyndt blandt FB's fremmødte tilskuere og den sluttede først tidlig lørdag morgen.

Med sejren indtager 4. HS nu 4. pladsen i Serie 2 Pulje 6 men dog kun med 3 point til stregen.

Næste kamp er lørdag kl. 15 ude mod B93.



// Seniorformand, Jacob Kirk
Share