BK Stefan er modstander i 2. indledende runde af Ekstra Bladet Cup
FB's 1. hold møder i indledende runde 2 af DBU's pokalturnering, kaldet Ekstra Bladet Cup - BK Stefan, der onsdag aften vandt deres 1. runde kamp med 4-1 hjemme over BK Hekla.
Opgøret mod Stefan er samtidig en gentagelse af sidste års 3. runde kamp, hvor FB med stort besvør vandt 5-3 efter forlænget spilletid, ovenikøbet efter at have været bagud med 2-0 ved pausen. Stefan der hører til ude i Nordvest-kvarteret, frister til dagligt en tilværelse i midten af Serie 2 - så der bør være klasseforskel på de to mandskaber, når der i uge 20 mellem den 17. og 20. maj spilles pokalfodbold igen.
Vindes kampen mod BK Stefan venter et sidste indledende opgør i 3. runde. Modstanderen her bliver mede stor sandsynlighed det suveræne tophold fra Serie 1 Pulje 2, nemlig Tårnby FF. De møder Valbyklubben AIK Frederiksholm fra Serie 4 i runde 2.
Både FB og Tårnby FF havde jo et mindre pokaleventyr sidste sæson, hvor begge mandskaber først røg ud 1/16-finalerne, så det vil helt sikkert blive en spændende kamp, men det er selvfølgelig en forudsætning at begge hold klarer sig videre fra runde 2.
