FB spillede uafgjort i årets første test mod Taastrup FC fra Sjællandsserien

 


 

I søndagens sene eftermiddagstimer og i læ af EM-finalen i herrehåndbold, spillede FB's 1. hold årets første testkamp ude på Nyhøj mod Sjællandsseriens bundhold fra Taastrup FC. Kampen endte uafgjort 2-2 efter 1-0 til hjemmeholdet ved pausen - i en yderst rodet og uskøn forestilling hvor den bidende kulde gjorde sit til at det polerede fodboldspil nok først for alvor viser sig ved sæsonpremieren i april måned.

Mange nye ansigter på FB's hold blev afprøvet og en del folk spillede på uvante pladser - nogle gjorde det godt, andre gjorde det skidt - og alt i alt var der tale om en jævn fodboldkamp, hvor det handlede om at undgå skader og samtidig vise sine evner frem under vanskelige forhold, på det ellers fine kunstgræstæppe.

FB fik i starten af 2. halvleg udlignet hjemmeholdets føring og senere blev det til 2-2 på et straffespark - og slutresultatet kan der ikke pilles ved i det jævnbyrdige opgør.

FB's næste test foregår ligeledes på udebane, nemlig på lørdag den 4. februar kl. 12.45 oppe ved Stenløse stadion, hvor modstanderen er SC Egedal fra 2. division.

Se det fulde program for FB's træningskampe her


 

Share