Lokal- og pokalbrag i vente i DBU Pokalen 2012/2013

 


Der er længe til forårets turneringskampe sparkes i gang, men fredag kom duften af fodbold tilbage som en kærkommen julegave, da der var lodtrækning til de indledende pokalrunder 2012.

FB's naboer fra Frederiksberg Alliancen 2000 (FA 2000) kan blive modstanderen i 2. runde af DBU's landspokal-turnering 2012/2013. Der er dog tale om indledende runde i og med at kun syv hold fra DBU København går
videre til hovedturneringen i DBU Pokalen.

I 1. runde er FB qua status som DS-klub oversidder og lodtrækningen fredag på DBU Københavns kontor,
udartede sig således til at man trak udebane (lavest rangerede klub har altid hjemmebane) mod enten Serie 2 holdet fra BK Hekla eller FA 2000 fra Københavnsserien.

Siden FA 2000 for 11 år siden blev dannet som en sammenslutning af de tre klubber BK Dalgas, B1972 og F.K.I.F, har FB aldrig spillet en officiel betydningsfuld kamp mod naboerne hvad angår klubbernes 1. herreseniorhold, men det kan man altså få chancen for nu og så ovenikøbet i FB's 100 års jubilæumsår.

Uanset om kampen skal afvikles på opvisningsbanen (bane 1), kunstbanen eller i Frederiksberg IP, så må det forventes (såfremt FA 2000 altså besejrer BK Hekla) at der bliver trafikprop omkring Jens Jessens Vej / Sønderjyllands Allé, når de to hold forhåbentlig tørner sammen mellem den 7. og 10. maj 2012.

I 3. runde, efter sejren over naboerne - skal FB møde Skovshoved IF ligeledes fra DS, som må forventes at kunne spille sig problemfrit i den 3. og sidste indledende runde, da de i 2. runde skal besejre enten BK Stefan fra Serie 2 eller Østerbro IF fra Serie 1. Denne kamp spilles mellem den 11. og 14. juni 2012 - hvorefter det gælder hoved-turneringen efter sommerpausen.
Share