FB heldige med tre point i Skovshoved


Heldet var i den grad med FB i eftermiddagens kamp på Krøyersvej i Skovshoved, hvor det nærmest må betegnes som tyveri, da det lykkedes FB at hive en 2-1 sejr i land, på et sejrsmål af Patrick Hørbye kort før tid, efter en kamp som hjemmeholdet ellers dirigerede fra start til slut og hvor Skovshoved IF, specielt i de sidste 45 minutter havde fortjent sejren. Omvendt kendte de ikke deres besøgselsestid og slog ikke til på de talrige af muligheder og derfor var det FB'erne der kunne juble efter 90 minutters hæsblæsende fodbold.



_____________________________


Kampfakta:


Skovshoved IF - FB 1-2 (0-1)

0-1 Nabi Dogan (43. min)
1-1 Michael Konge (78. min)
1-2 Patrick Hørbye (89. min)

Rødt kort: Rasmus Lucht, FB (70. min)

Tilskuere: 140


_____________________________



FB's startopstilling:

                                                                                  Andreas Vigelsø  

                                      Rickie W. Rasmussen     Oliver Lund        Nabi Dogan           Mickey Rolling       
                              
                                                                
                                                                                 Rasmus Lucht (C)  


                                                  Lasse Glenstrup                                    Peter Bærenholdt     
                                                                       
                                                                                    Janus Raun

 
                                                                   Newroz Dogan        Rasmus Christensen

 
 
                                                   Bænken: Patrick Hørbye, Foday Fofanah og Lars Hansen



På forhånd var der tale om et lettere svækket FB-hold der foruden en skadet Dennis Thorvardarson, ligeledes måtte undvære målmand Ulrik Thomsen der ikke var blevet sin ankelskade kvit og dermed måtte den normale anden-keeper Andreas Vigelsø indkaldes til formiddag.

Opgøret viste fra kampens første fløjt, tydeligt hvem der ville mest og ikke mindst kunne mest, nemlig de blå værter fra Skovshoved, der mosede fint på gennem kampens første 45 minutter. Det var dog samtidig en 1. halvleg som ikke bød på de helt store målchancer til nogen af holdene - og så alligevel, i og med at hjemmeholdet fik fodboldens største chance foræret efter 32 minutters spil, da Mickey Rolling i en nær-kamp i feltet begik straffespark mod en Skovser. Forsøget fra 11-meter pletten, blev dog misbrugt af Rasmus Budtz der sparkede bolden næsten en meters penge forbi den ene  stolpe.

Kort før pausefløjtet fik FB tilkendt et frispark ved midterlinjen. Lasse Glenstrup sparkede i en blød bue mod bagerste område i feltet og her fik Nabi Dogan lov til helt uhindret at stige til vejrs og flot heade bolden over i det fjerneste målhjørne bag en sagesløs Jesper Elgaard i SIF-målet. Unægtelig ikke et helt retvisende billede af 1. halvleg, da SIF'erne var klart mest i boldbesiddelse, dog uden som sagt at producere de helt åbne målchancer.



FB's målscorer til 0-1 Nabi Dogan, ved siden af sin storebror Newroz Dogan - på vej til pausen...


De sidste 45 minutter formede sig med et hjemmehold i konstant angreb og et udehold der forsvarede sig fantastisk. Jo længere halvlegen skred frem, jo mere farlige blev Skovshoved - og allerede kort efter der var fløjtet op fik FB'erne et varsel om hvad der ventede dem. Bolden havnede hos SIF's Per Holm der langt udefra kanonerede bolden afsted mod mål, men desværre for Holm stod overliggeren i vejen og bolden sprang i spil igen.

I kampens 69. minut blev bolden spillet flot ud i højre side til den meget livlige Loi Schmidt, der netop var blevet skiftet ind. Han rundede flot en FB'er og lagde bolden fladt ind i feltet til en helt fri Özgür Özdemir, der dog måtte se sin afslutning reddet af Andreas Vigelsø, der stod godt placeret i situationen. 

Bare minuttet efter blev gæsterne reduceret til 10 mand. Anfører Rasmus Lucht blev præsenteret for sit andet gule kort, da han gik lidt for voldsom ind i en tackling og dermed var der dømt endnu større storm-løb mod FB-målet.

Allerede tre minutter senere var Özgür Özdemir igen tæt på, men han kom en anelse for sent til en ordentlig afslutning, efter et ellers fint SIF-gennembrud i venstre side.

Det blev dog desværre ikke ved med at gå godt for FB - og i kampens 78. minut kom hjemmeholdet på 1-1. En lang aflevering havnede hos den farlige angriber Michael Konge der fik alt for god tid til at kontrollere bolden og trykke af med venstrebenet fra kanten af feltet, med et fint placeret spark uden for Andreas Vigelsø's rækkevidde.

Med 8 minutter tilbage af opgøret fik Skovshoved tilkendt endnu et straffespark. Michael Konge blev spillet fri i dybden og Andreas Vigelsø stormede ud og fik desværre hægtet benene på Konge, da han ville lave et træk udenom Vigelsø. Michael Konge sparkede selv og heldigvis udførte han sparket enormt svagt og lige på Vigelsø der dermed gjorde skaden god igen.

I kampens 85. minut havde det ikke været helt uretfærdigt, hvis SIF'erne havde fået tilkendt deres tredje straffespark. Nabi Dogan så ud til med et halvt karate-spark at nedlægge en modstander i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs og i bolden havnede i stedet for hos Michael Konge der i oplagt scorings-position, heldigvis sparkede på stolpen.

I næstsidste minut og med 10 mod 11 fik FB ekspederet bolden langt ud af farezonen. Bolden havnede hos indskiftede Lars Hansen der med et langt træk kom mod hjørneflaget, hvor han rundede en Skovshoved-forsvarer og pludselig var han alene med målmand Jesper Elgaard. Hansen kiggede op og fandt en anden indskiftet FB'er, nemlig Patrick Hørbye der var stormet med frem - og han kunne så nemt som ingenting sætte højre fod på bolden og sende den i det tomme mål til et hamrende ufortjent føringsmål.

Kort efter fløjtede dommeren kampen af og FB'erne kunne juble over tre point, mens Skovshoved må græmme sig over de mange brændte chancer som forfulgte dem denne lørdag på Krøyersvej. Nok var FB's sejr tæt på tyveri - men når det så er skrevet, så er der ligeledes god grund til at se indad hos hjemme-holdet, der vel et eller andet sted slet ikke fortjente de tre point, når man brænde to straffespark og et hav af oplagte scoringschancer. Med nederlaget forbliver Skovshoved på rækkens sidsteplads med bare ét point i fire kampe - mens FB kravlede op på fjerdepladsen med syv point efter de fire første kampe.

Læs mere om weekendens spillerunde i DS Pulje 1 her


FB's matchvinder Patrick Hørbye med oplæggeren Lars Hansen i baggrunden...
Share