FB er nu på plads i Cambodija



FB er som bekendt gået med arbejdet om etablering af en dansk afdeling af Childrens Future International (CFI) og har nu taget det første arbejdsomme skridt i retningen af at være med til at forbedre forholdene i Battambang i Cambodija hvor børn og unge lever et uudholdeligt liv med en dagligdag der får Brønderslevsagen til at blegne ved siden af.

Læs her mere om samarbejdet med CFI.

FB har nemlig udstyret to CFI-repræsentanter med masser af gamle FB-trøjer og lidt fodbolde med FB-logo på - og ved uddelingen i sidste uge på CFI-børnehjemmet var der nærmest hamstringstilstande og rapporterne fra Battam-bang går på endeløs begejstring og op mod 40 børn der nu er blevet trofaste supportere af FB.

Lokalavisen Frederiksberg har skrevet følgende historie om børnene og FB ude fra Battambang:

Et fodboldhold på et børnehjem i Cambodja løber nu rundt og spiller i FB’s trøjer.

Der blev rift om fodboldtrøjerne fra FB, da Lokalavisens sportsredaktør Finn Edvard og annoncechef Jens Orby besøgte børnecentret Childrens Future International i byen Battambang i Cambodja.

Lokalavisens medarbejdere er i øjeblikket ved at grundlægge en dansk afdeling af Childrens Future International - en lille græsrodsbevægelse, der daglig tager kampen op mod salg af børn, desværre i mange tillfælde med henblik på seksuelt misbrug.
De 25 børn, der bor på centret i Battambang - i alderen fra to til 18 år -  har alle en uhyre barsk skæbne bag sig: Flere kommer fra alkoholiserede hjem, hvor prygl og uhyrlige forhold hersker til hverdag. Flere har været udsat for at være blevet handlet af uvidende og ofte alkoholiserede forældre, der af og til håber at børnene ender i gode hjem - andre er lige glade - og til gengæld modtager et beløb svarende til 500 kroner for deres barn.

Børnene går en tragisk skæbne i møde, ofte havner de på bordeller i Cambodja eller nabolandet Thailand, en trafik, der er styret af mafialignende organisationer, og som desværre finder sted den dag i dag. For at forhindre forældrenes salg af børnene til disse afskyelige formål har CFI oprettet et program, hvor 200 børn tilbydes daglig skolegang og deres familier i nærliggende landsbyer bliver samtidig forsynet med mad og ofte med husleje, så de ikke behøver sælge deres børn for at klare til dagen og vejen.

Idealister

Dette arbejde er sat i gang at to unge idealister, Jenny Ciucci fra Schweiz og amerikaneren Andrew Wollf, der nu har viet deres liv til deres center og til de mange hundrede børn, der daglig søger til hjemmet for at få mad og undervisning. Under et ferie-ophold i Battambang opdagede de to unge lærere de forfærdelige forhold, som mange børn lever under i byen - kort efter havde de lejet et hus og indkvarteret de første, forældre- og hjemløse børn.

Centret er nu forsynet med en lille fodboldbane, og som børn i alle andre lande elsker de cambodjanske børn at spille fodbold. De har dog intet udstyr - de heldigste af dem spiller i billige kopi-gummisko, men forleden blev de i forbindelse med Lokalavisens besøg i centret forsynet med flotte fodboldtrøjer fra FB.

Frederiksberg Boldklub har aftalt et samarbejde med den nye, danske afdeling af CFI. FB vil støtte moralsk op om centrets uhyre vigtige arbejde og støtte på flere andre måder. Forleden stod flere af børnene på hovedet i bunken med fodboldtrøjer. En otteårig dreng forelskede sig i målmandstrøjen. Den var flere numre for stor, men det generede ham ikke, og han udførte kort efter flere store redninger i målmandstrøjen fra FB.

Ligestilling

Der blev hurtigt arrangeret en kamp med en turneringsbold fra FB, og det var en kamp, hvor både piger og drenge spiller på samme hold.
- Vi lærer drengene, at de skal behandle pigerne med respekt og som ligeværdige, siger Jenny Ciucci, der daglig kæmper med den manglende respekt, der er for kvinder i de fattige landsbysamfund. Her tyer mange af de arbejdsløse, cambodjanske mænd til drikkeri, og kvinderne er ofte udsat for voldtægt og andre former for overgreb.

- Og jeg er glad for at sige, at vort arbejde bærer frugt. Det er vort håb, at vi i det mindste med “vore” drenge kan skabe nogle mennesker, der kan være med til at arbejde for ligeberettigelse her i Cambodja, siger hun.
Hun er på hårdt arbejde i dag: En beruset far har truet med at sælge sin 14-årige datter til en person, der vil fragte hende videre til et bordel i Thailand. Faderens planer er blevet opsnappet af landsbyens leder, der har kontaktet CFI.

- Pigen er i overhængende fare for at blive transporteret illegalt til Thailand allerede i nat, så vi har straks sendt en af vore socialarbejdere ud til landsbyen for at finde og om nødvendigt gemme pigen, der muligvis havner her på hjemmet, siger Jenny Guicci, der flere gange om ugen udsættes for den slags “opgaver”.

Brug for hjælp

Der er brug for hjælp for at undgå det forfærdelige misbrug af børn i et af Asiens fattigste lande.
- Vi hjælper gerne til så godt vi kan med dette arbejde, siger FB’s daglige leder Martin Busk. Ikke alle børn er så heldige at vokse op under trygge forhold som i Danmark, og mon ikke alle forældre kan sætte sig ind i de forfærdelige forhold som mange børn lever under - ikke alene i Cambodja, men i mange andre dele af verden. Kan FB hjælpe lidt til med projektet i Battambang i Cambodja, så gør vi det gerne, slutter Martin Busk.


 

Share