FB er nu den lykkelige ejer af en hjertestarter


Søndag den 3. oktober var FB's ungdomsafdeling ude at samle ind til Dansk Røde Kors. Foruden formålet med at indsamle til alverdens fattige - så var guleroden også at man fra Dansk Røde Kors Region Hovedstaden ville modtage en hjertestarter med tilbehør samt 10 førstehjælpskurser. En hjertestarter som Frederiksberg Boldklub har skreget på i årevis og som i onsdags endelig blev en realitet, da Corporate Fundraiser Ann-Christin Lystrup fra Dansk Røde Kors samt sponsoren AP Pension repræsenteret ved Kommunikationsmedarbejder Susan Hummel Pedersen lagde vejen forbi FB's klubhus og overrakte den flotte hjertestarter - som alle pudsigt nok håber på aldrig nogensinde kommer i brug og blot kan hænge og samle støv.



Social Koordinator Anja Frederiksen og administrationsleder Martin Busk, tog imod ved overrækkelsen og takkede endnu engang både de fremmødte samt ikke mindst ungdomsafdelingens mange børn og forældre for deltagelsen på selve indsamlingsdagen, hvor det lykkedes at samle kr. 67.000 ind til Dansk Røde Kors.

Hjertestarteren vil i nærmeste fremtid blive ophængt i gangen i klubhuset lige før toiletterne og efter trappen, således den er mest tilgængelig for alle parter i tilfælde af (7-9-13) at ulykken er ude.


Fra venstre ses Anja Frederiksen sammen med Susan Pedersen fra AP Pension og Ann-Christin Lystrup fra DRK.

Share