FB's cheftræner takker af efter 2½ sæson 


Efter 2½ sæsoner i FB som først assistenttræner og sidenhen cheftræner, har Jimmy Brinksby efter lange og grundige overvejelser valgt at takke af til sommer som cheftræner for FB's DS-hold i Pulje 1.

Dermed fratræder Jimmy Brinksby sin aftale et halvt år før den udløb.

Med en bopæl i Køge-området og to gange familieforøgelse indenfor kort tid, kan Brinksby ikke længere afsætte den fornødne tid med tre gange ugenlig træning samt kampe og ikke mindst den lange transporttid der er frem og tilbage.

Jimmy Brinksby har dermed kun tre kampe tilbage i spidsen for klubbens bedste herrehold, nemlig udekampen mod GVI på lørdag, udekampen i pokalturneringen mod Østerbro IF samt hjemmekampen lørdag den 18. juni kl. 15.00 i Frederiksberg Idrætspark mod Birkerød, hvor spillerne, publikum og bestyrelse får lejlighed til at sige officielt farvel til den dygtige kun 30 årige træner.

Brinksby kom til FB som assistenttræner for Jens Peter Olsen tilbage i januar 2009 og var med til at føre holdet op i Danmarksserien med oprykningen samme sommer. Da Jens Peter Olsen stoppede med udgangen af 2009 valgte FB's bestyrelse at satse på Brinksby som cheftræner, hvilket man ikke sidenhen har fortrudt. Derfor er det da også vemodigt at skulle sige farvel allerede nu, men der er naturligvis stor forståelse for den familiære situation fra FB's side.

Nuværende assistenttræner Jeppe Brun Svensson fortsætter i samme rolle som hidtil, ligesom der heller ikke ændres på det øvrige set'up i 1. holdstruppen. Hvem der skal afløse Brinksby kan du læse nærmere om her.




Share