U 12 drenge medvirker i ny dansk spillefilm
For en måneds tid siden blev Frederiksberg Boldklub kontaktet af filmselskabet SF-Filmproduktion, med en forespørgsel om FB kunne tænke sig at medvirke i en ny dansk film med titlen "Kidnappet" som får biografpremiere den 7. oktober. FB sagde naturligvis ja tak og 18 glade fodbolddrenge fra klubbens 98-2 og 98-3 hold fik sig i fredags en fridag fra skole og deltog i optagelserne på Østerbro Stadion under den anerkendte instruktør Vibeke Muasya's ledelse.
Filmen som har 11-årige Simon Larsen samt de kendte skuespillere Lars Mikkelsen og Connie Nielsen i hovedrollerne, handler om adoptivdrengen Simon der elsker at spille fodbold. Han spiller for BK Skjold og Simon er en meget egoistisk fodboldspiller som ikke har sans for sine holdkammerater. Han kommer altid i sidste øjeblik til træning og kamp og dribler altid selv, uden at afleveringer finder sted. Hans forældre tager ham med til Nairobi i Kenya for at vise ham hvor han kommer fra. Det sker ikke med Simons gode vilje, da han jo går glip af fodbolden dernede. Michael Laudrup forærer ham dog en bold med sin autograf kort før afrejsen og den tager han med til Kenya. Her spiller han i Nairobis gader og bolden bliver væk. Simon leder efter den og ender med at blive kidnappet, hvorefter det helt store drama udspiller sig. Det ender naturligvis lykkeligt og han kommer hjem til Danmark som en helt anden og anderledes dreng, der nu pludselig har forstået hvor vigtigt det er at aflevere bolden, som man så ser i slutningen af filmen.
Filmen starter med en fodboldkamp mellem BK Skjold og FB's U 12 drenge og slutter med en kamp mellem BK Skjold og AB Tårnby. I begge kampe er det FB's 98-2 og 98-3 der medvirker, dvs. de spiller som BK Skjold, FB og AB Tårnby spillere. Kampene afvikles som 9-Mandskampe.
Drengene havde en herlig dag, med de mange optagelser og ikke mindst gentagelser af scenerne, der skulle være helt perfekte før de sad i kassen og udviste stor tålmodighed og engagement i løbet af de 8 timers optagelser.
Herunder en billedserie fra dagen:


