FB Award 2011 løber af stablen lørdag

 





Som endnu et led i den sociale strategi for ungdomsafdelingens mange medlemmer, afholdes nu for første gang et Award-show som en afslutning på sæsonen. Det sker på lørdag i Frederiksberg-Hallerne, hvor hal 2 danner rammen om et storstilet Award-show for næsten 800 mennesker i løbet af dagen. Et tilfredsstillende tal når man tager i betragtning af at det er den allerførste gang det afholdes og giver fin grobund for målsætningen om at deltager-tallet i fremtiden runder 1000 hvert år.

Showet er opdelt i to, nemlig et Award-show i dagstimerne for alle klubbens børnehold af begge køn op til U11 og et aften-show for alle de niveauinddelte hold, ligeledes af begge køn. Mange forældre er naturligvis ligeledes med som deltagere.

I ordet Award ligger der naturligt det, at en masse priser skal uddeles og at man modtager en statuette som symbol. I FB modtager man dog mere, da der ligeledes er flotte præmier til uddeling. Der er foruden individuelle awards på de enkelte hold også større kategorier med nominerede der præsenteres på en skærm som ved et rigtigt Award-show - og altsammen foregår med stor fællesspisning, underholdning fra scenen samt masser af indslag og musik.

Ungdomsudvalget glæder sig enormt til det næstsidste af de fem store årlige events i den sociale strategi, hvor året om en god måneds tid afrundes med juleafslutninger, ligeledes i Frederiksberg-Hallerne.

Share