Endnu engang fem scoringer mod FB i Avedøre
Tågen var tyk over Byvej, da Avedøre lørdag eftermiddag tilføjede FB endnu et stort nederlag i Hvidovre-området. Som i sidste sæson, indkasserede FB hele fem scoringer mod sig og tabte med 5-0 til et veloplagt hjemmehold, der ikke overlod de store muligheder for det grønblusede FB-mandskab, som måtte se sig selv reduceret til 10 mand allerede i 1. halvleg, da Dennis Thorvardarson så rødt kort efter to gule kort indenfor ganske få minutter. Dermed kom FB gevaldigt ned på jorden igen, efter sidste lørdags overbevisende 5-1 sejr hjemme over Allerød FK.

_____________________________
Kampfakta:
Avedøre IF - FB 5-0 (2-0)
1-0 Kenni Olsen (20. min)
2-0 Niklas Myhrmann (30. min)
3-0 Bynjamin Salievski (54. min)
4-0 Mikkel Nøhr Christensen (69. min)
5-0 Kasper Klausen (77. min)
Rødt kort: Dennis Thorvardarson, FB (34. min)
Tilskuere: 95
_____________________________
FB's startopstilling:
Ulrik Thomsen
Rickie W. Rasmussen Dennis Thorvardarson Morten Dahl Malte Meier Carlsen
Peter Bærenholdt Rasmus Lucht
Lasse Glenstrup Patrick Hørbye
Newroz Dogan
Lars B. Hansen
Bænken: Mike Hansen, Rasmus Christensen og Orhan Özbek
Kampen kunne sikkert over to omgange være endt anderledes end 5-0. Første gang var i det allerførste minut hvor FB nok burde være kommet foran og anden gang var efter 34. minutter, hvor Dennis Thorvardarson blev præsenteret for sit andet gule kort og dermed måtte gå tidligt i bad. Normalt bruges disse sider ikke til at komme med kritik mod kamplederen, men FB kan vel med rette tillade sig at kalde de fleste af dommer Jesper Nielsens kendelser, ihvertfald i de første 45 minutter, for lidt mere end tvivlsomme. Efter udvisningen var det meget op af bakke og det var kun naturligt at værterne scorede tre gange mere i 2. halvleg.
Chancen i det 1. minut kom til Rickie W. Rasmussen, hvor et godt indlæg fra venstre landede hos højrebacken som dog desværre bankede bolden over mål.
Efter 8 minutter kom Avedøre IF frem til deres første chance i en situation hvor deres stærke venstreback Thomas Petersen havde bevæget sig med frem, men ydersiden af stolpen reddede FB'erne i den situation.
Herefter bølgede spillet meget frem og tilbage - men i det 20. minut gik det galt. Avedøre fik tilkendt et frispark
lige udenfor feltet. Avedøre's anfører Kenni Olsen er nærmest ekspert i den slags frispark og uden de store problemer sparkede han skruet bolden i mål til en 1-0 føring. Fem minutter senere kunne Peter Bærenholdt have udlignet efter et langt FB-indkast som faldt ned for fødderne af vice-anføreren, men han kanonerede desværre bolden et godt stykke over mål.
Yderligere fem minutter senere kom AIF på 2-0, da Niklas Myhrmann efter et hjørnespark headede bolden flot i mål. Dermed var det som skrevet, op af bakke - og det blev kun værre da FB blev reduceret til ti mand kort
efter hjemmeholdets 2-0 mål. Omvendt kunne FB kort før pausen have reduceret, da Lars B. Hansen fik chancen, men hans hovedstød røg desværre lige i favnen på Avedøre-keeper Tonny Brogaard.
De sidste 45 minutter bød på spil til ét mål. FB'erne forsøgte dog i starten af 2. halvleg at være med, fik gang i nogle gode kombinationer - men fik ikke for alvor flyttet spillet længere frem på banen - og som en konsekvens af det, kom værterne på 3-0 efter 54 minutter da Bynjamin Salievski fra højrekanten kunne afslutte fladt forbi Ulrik Thomsen i FB-målet.
Det burde være blevet 4-0 efter 68 minutters spil, men en Avedøre-spiller missede et stort tilbud alene med Ulrik Thomsen som mesterligt reddede forsøget til hjørnespark. Efter hjørnesparket fastholdt de sort-hvid-stribede dog angrebet, da FB ikke formåede at cleare ordentligt og bolden havnede hos den farlige Mikkel Christensen
der fra kanten af feltet, smukt sparkede bolden op i krogen bag en sagesløs Thomsen til 4-0.
Avedøre's sidste scoring faldt i det 77. minut, da et godt fladt indlæg fra venstre side havnede hos en frem-stormende og helt fri Kasper Klausen der nærmest glidende, nemt kunne ekspedere bolden i mål til det for-smædelige slutresultat 5-0.
FB's største og eneste mulighed i løbet af 2. halvleg tilfaldt Newroz Dogan i det 82. minut. Indskiftede Orhan Özbek blev sendt afsted på højrekanten og klogt fandt han en fri Dogan foran mål, men han mis-timede fuld-stændig sin afslutning som strøg et godt stykke over mål.
En trist dag for FB der med nederlaget rutsjede fra 5. pladsen og ned på rækkens 7. plads, nu med et godt stykke til sub-toppen og ikke voldsomt langt fra nedrykningspladserne. FB afslutter første halvdel af sæsonen med en hjemmekamp mod Frederikssund der med dagens 4-0 sejr over Greve, kravlede forbi FB i tabellen og er nu to point foran Frederiksberg-mandskabet før de tørner sammen på lørdag kl. 14.30.
Se mere fra Danmarksseriens Pulje 1 og om FB's 1. hold her
