FB inviterede til sponsorarrangement



I forbindelse med 1. HS kampen i Danmarksserien på Frederiksberg Stadion mod Allerød, havde FB's sponsorudvalg lørdag inviteret 25 gæster til sponsortræf i FB's klubhus - hvor tarteletter med hønsekød og asparges, oksefilet med flødekartofler samt pesto-pasta skruer med kyllingefilet - udgjorde dagens lune frokostbuffet sammen med gode drikkevarer til at skylle ned med.

Bestyrelsesmedlem Jørgen Andersen takkede i sin velkomst for det flotte fremmøde og en speciel tak var der til medlem af kommunalbestyrelsen, Katrine Lester (A) for den store velvillighed til at etablere flere kunstgræsbaner på Jens Jessens Vej, som man netop har vedtaget i budgetforliget for 2012.

Herefter var det tid for FB's (endnu) nye cheftræner, René Olsson - at præsentere sig selv, fortælle om livet på 1. herreseniorholdet siden ankomsten til klubben. Han fortalte lidt om de fremtidige perspektiver som trænerteamet og den sportslige ledelse pusler med for sæsonen 2012 - ligesom han konkret kom ind på både enkelt-spillere og hvordan man greb dagens kamp mod Allerød an.

Herefter var det tid til frokosten samtidig med der blev holdt et skarpt øje på bane 2, hvor FB's 1. damer i Københavnsserien sluttede sæsonen af med en flot 4-2 sejr over FC Damsø og endte dermed som vinder af KS.

Kl. 14.30 afrundede næstformand Linda Rossen og det var tid for de forspiste deltagere at bevæge sig mod Frederiksberg IP, hvor de i halvanden time hyggede sig med sublim underholdning både fra lægterne hvor røg og damp fandt sted samt på banen hvor FB udspillede det sagesløse Allerød-hold og sendte dem hjem til Nordkysten med et nederlag på 5-1. 

I øvrigt tager sponsorudvalget sammen med 10 sponsorer afsted til Amsterdam på weekend, for bl.a. at se kamp i den hollandske Æresdivision mellem Ajax Amsterdam og Breda. Det sker i weekenden den 18.-19. og 20. november og bliver en gentagelse af succesturen fra 2010, hvor en større gruppe var i London for at se fodbold.


Share