Tilbageblik på DBU's fodboldskole i uge 30

 

Igen i år afholdte FB én af DBU’s fodboldskoler. Ligesom tidligere år, var der 96 fodboldglade børn der deltog. Teamet i år var: ” Træn som de unge stjerner”, dette bød på spændende træningsøvelser inspireret af Katrine Veje, Mathias ”Zanka” Jørgensen, Nicki Bille og Christian Eriksen.   

Ugen bød på en masse forskelligt sjov og spas, hvor både børn, trænere, ledere og forældre blev udfordret i deres fodboldtalenter. I år var vi så heldige at få FC Nordsjællands Matti Lund Nielsen på besøg, han gav glædeligt autografer og små fif ud til de yngste. Han kunne dog ikke nøjes med snak og skriverier, så derfor blev han sendt på mål, hvorefter der blev skudt straffe på ham – og vi kan vist sagtens sige, det er godt han ikke er målmand! Han var ret imponeret over de dygtige spillere der var på fodboldskolen.

Som tidligere blev fodboldskolen afsluttet med en vandkamp, hvor den uges all star hold spillede mod trænere og assistenter. Her er det vigtigt at tilføje at all star holdet helt sikkert havde bestukket dommeren, for det var udelukkende trænere og assistenter der blev sendt en tur ud til sidelinjen, hvor resten af fodboldskolen stod klar med deres vanddunke J 

Tak for en rigtig god uge – vi håber på at se jer alle igen næste år!

Kamilla Poulsen
FB's Fodboldskoleleder

 

 

Share