Trods god fight tabte FB’s damer imod Fremad Valby
Trods god fight og til tider godt fodboldspil, smed FB’s 1. Damer sejren væk i kampens første kvarter til en på dagen dårligere modstander fra Fremad Valby.
Efter to flotte sejre på stribe var spillernes motivation helt i top forud for kampen mod Fremad Valby på eget græs. Men det var noget overraskende Fremad Valby der startede kampen som lyn og torden, og det skulle vise sig at blive afgørende. Allerede efter to minutters spil kom Fremad nemlig foran efter en flot solo tur, hvor FB’s forsvar blev total overrumplet. Herefter pressede gæsterne virkelig på og FB spillerne kunne ikke finde sig selv på banen. Det forfærdelige skete igen efter 4 minutters spil da de endnu engang overrumplede FB’s bagerste kæde og kunne sætte bolden ind bag Katrine Vrede i målet. 2-0 til Fremad Valby efter 4 kyniske minutter.
Det var nu op ad bakke for FB spillerne. Hvis man som hold kommer bagud med to mål efter kun 4 minutters spil, kræver det en helt særlig mentalitet hvis man skal komme tilbage i opgøret. Men er der noget FB’s damehold kan, så er det at fighte. Langsomt men sikkert kom FB mere og mere med i kampen. Men lige akkurat som chancerne begyndte at komme og slagets gang så ud til at vende, gik det galt. Fremad kom igen lidt tilfældigt frem til en friløber og FB’s Liselotte måtte se Fremad Valby spilleren slå en koldbøtte i luften og ramme jorden hårdt, da hendes forsøg på en tackling desværre ikke ramte bolden. Dommeren havde kun en mulighed, som bagerste dame skal kortet der hives være rødt. Med kun 10 spillere på banen imod Fr. Valbys 11 spillere efter et kvarters spil, så det nærmest umuligt ud at komme tilbage i opgøret.
Men FB’s hold var herefter som forvandlet. De fightede og fightede og var klart det mest dominerende hold. Chancer var der dog ikke mange af, men med små ti minutter tilbage af kampen gled ”the lone ranger” Charlotte flot igennem forsvaret, og med en kølig højre fod, hamrede hun bolden i netmaskerne. 1-2 og opgøret var som forvandlet. Denne stilling holdt frem til pausen.
2. halvleg:
I 2. halvleg trak Valby sig tilbage i banen og lå med 9 mand i en tætpakket defensiv. Samtlige 10 FB spillere kæmpede en vis legemsdel ud af bukserne og belejrede i store dele af halvlegen Valbys banehalvdel. FB’erne pressede hårdt på for en udligning, men det skulle vise sig at have en opslidende effekt. Det kastede dog en håndfuld muligheder af sig men bolden ville fortsat ikke ind over stregen.
Fremad Valby vandt til sidst over FB med resultatet 2-1. Sejren var ikke fortjent set over hele kampen, men det hold der får bolden over stregen flest gange i løbet af 90 minutter, er i sidste ende den ”rigtige” vinder.
FB opstilling:
Mål: Vrede / Forsvar: Ditte – Liselotte – Cathrine – Laura / Midtbane: Maibritt – Rask – Astrid – Tygesen / Offensiv: Anni – Charlotte
Udskiftere: Bujok – Sussi
Dagens spiller blev med 5 personlige stemmer anfører Lisbeth Rask for en sublim indsats.


