FB All-Stars forsvarede sig flot trods sent spilletidspunkt





Blot to dage efter kampen på Svanemøllen mod B93, stod FB's All Stars igen parat til afvikling af en fodboldkamp. På trods af stort arbejdspres for cheftræneren, der havde svært ved at samle mandskab - lykkedes det i sidste ende at stille med fuldgyldige 10 spillere til onsdag aftens kamp på hjemmebane mod CIK.

Desværre var det ikke nok at FB rent faktisk i lang tid formåede at holde nullet - og kampen endte med et tydeligt nederlag på 2-7, efter 1-3 ved pausen. Igen var det positivt at de gul-sorte scorede, hvilket efterhånden er ved at blive reglen mere end undtagelsen.

Der skal ingen dårlige undskyldninger til at forklare nederlaget, faktum er blot at med aldersgennemsnittet på holdet, så er kick-off kl. 21.00 på Kunst 1, et umenneskeligt tidspunkt at spille en fodboldkamp på. Alders-
præsidenter som Thomas Bo Nielsen, Frederik Møller og Bjarke Grænge Hansen ligger normaltvis allerede på det tidspunkt i deres seng, efter en lang og hård dag - og tydeligt var deres præstationer under normal standard - hvilket sagtens kan være medvirkende årsag til at jo længere kampen skred frem, jo mere trætte blev de gamle.

Lånespiller Henrik Østergaard, der normalt plejer en Oldboys karriere i SBU-regi - var ligeledes i chok over spille-
tidspunktet. Hans første undskyldning for ikke at medvirke i kampen var at han var på arbejde til kl. 19 - men havde intet valg da han fandt ud af at i København afvikler man også kampe kl. 21. Østergaard var en fin gevinst på holdet og brillierede ved at score en enkelt gang til reducering 1-3 kort før pausen efter fremragende kombi-
nationsspil med Frede Møller, som spillede Østergaard fri til afslutning og dermed reducering.

Ved FB's andet mål i 2. halvleg til reducering 2-5, havde Østergaard også en hånd med, da hans lange indkast fandt en helt fri René Staugaard der usvigelig sikkert udplacerede CIK-keeperen og bragte sig alene i spidsen på den interne topscorerliste med sæsonens tredje mål.

Ellers var det så som så med bemærkelsesværdige præstationer. Morten Bjergmanns største på dagen var nok hans blotte tilstedeværelse, hvor han havde ofret sig 100% for holdet ved at finde en løsning med børnepasning i sidste øjeblik - og træner Max Wettendorff fik ikke meget ud af at prøve lykken efter skaden som han pådrog sig mandag aften - men som i Bjergmanns tilfælde, kredit for at prøve.

Thomas Bo Nielsen kæmpede som altid bravt på midtbanen og helt som det efterhånden er blevet normal kutyme for Nielsen, så endte kampen op med et par grove frispark, som bestemt ikke er i harmoni og tråd med hans linje fremført som ungdomsformand i FB's ungdomsafdeling. 

Nikolaj Kjær der ellers har været ude med en skade forsøgte sig med solidt spil, men tydeligt for enhver er han fortsat hæmmet af skaden og fik ikke meget ud af det. Det samme kan siges om keeper Casper Christensen, der havde en mindre heldig dag i målet. Ingen store gigantiske drop, men heller ikke pragtredninger for alvor. Christensen stod dog fint i vejen indimellem og var trods alt medvirkende til at CIK kun fik scoret syv gange.

På toppen af poppen var René Staugaard og Martin Busk. Busk havde meget at revanchere sig for ovenpå mandag aftens pauvre indsats - og det lykkedes fint for den 34 årige mastodont der fightede pænt og leverede en helstøbt indsats hvor han for en gangs skyld fik tacklet sine modstandere og hans løbepensum for kampen er ikke set længere siden han optrådte på et jysk juniohold for mere end 17 år siden. I øvrigt værd at bemærke at han igen so den eneste spillede alle 70 minutter. Derfor modtog han med svagt flertal også MOM-statuetten og medaljen foran Staugaard, der som altid leverede en fornem indsats med fantasiske raids og et flot mål.


(Man of the match trofæet og medaljen)

Nu resterer der så kun en enkelt kamp i denne sæson. En kamp der afvikles på Minibanen kl. 11.15 på lørdag mod Føroyar der desværre er et superstærkt tophold kun overgået af KB og som har vundet 5 ud af 7 kampe, spillet en enkelt uafgjort og kun tabt en.

FB's målsætning for sæsonens sidste opgør er klar: Føroyar må IKKE score 22 gange. Sker dette, så vil der på 8 kampe være gået 100 mål ind og det vil blive betegnet som en katastrofe og som noget flovt - så devisen er en solid defensiv. Se stillingen her
Share