All-Stars startede sæsonen i minus 12 graders frost
Dagen alle havde ventet på. Sæsonstart for FB's allerede nu legendariske All-Stars hold - holdet med en masse flotte, velformulerede, intelligente, kloge og ikke mindst dygtige fodboldspillere.
Efter en efterårssæson med nederlag til følge i samtlige kampe, har holdet nu valgt at tage arbejdshandskerne på og derfor er der fra februar måned kaldt til fast mandagstræning på det dejlige kunstgræsanlæg på Nandrupsvej.
Hele 12 spillere ud af truppens i alt 17 spillere, trodsede den bidende kulde mandag aften kl. 20.30 og satte sig på den af de tre 7-Mandsbaner med mindst lys på. Et valg som holdets spillere ikke havde problemer med, da man formoder at de har nemmere ved at finde hinanden i blinde, fremfor FB's to andre 7-Mandshold, der trænede på de to øvrige 7-Mandsbaner.
Barcelona-bold med masser af tekniske lækkerier og trekanter, blev fremvist til stor nydelse for de desværre meget få fremmødte tilhængere - og det bliver også devisen - når turneringen i 7-Mands Herresenior række 3, starter til april måned.
Der var på forhånd afbud fra de travle folk, Mark Tüchsen, Mikkel Sünksen, Jørgen Kanne, René Staugaard og Skipper Kjærby - mens holdets alderspræsident, bødemester og velnok kommende Prinsesse, Bjarke Babsi G.
Hansen, havde valgt at blive hjemme, simpelthen fordi det var alt for koldt. Et skuffende udfald - men truppens øvrige medlemmer må samtidig også have den fornødne respekt for at en gammel mand med gigt, ikke har godt af at opholde sig i kulden. Derfor holder Hansen sig i form i Frederiksberg Svømmehal to gange om ugen, hvor han sænkes ned i det varme vand siddende på en stol og skal tage svømmetag med armene, for at holde gigten på afstand.
Til gengæld var træner Max Wettendorff blid mod spillerne på årets første træning. Intet intervalspil eller løb, som ellers proklameret - forklaringen gik på at Thomas Berg, Steen Søger Mogensen og Allan Vindahl som holdets nye stjerner ikke skulle skræmmes væk den første gang. I øvrigt gjorde de tre nye en fin figur og vil blive en klar forstærkning til den kommende sæson. Thomas Berg spillede hele kampen for rødt hold, mens Mogensen og Vindahl blev byttet lidt rundt indimellem, alt efter stillingen og løbevilligheden fra de øvrige.
Wettendorff der ellers var meldt ude med en skade hele foråret, deltog selv i træningen og knæet holdt til et godt stykke tid, før end det kunne ses at hurtigheden og ikke mindst bevægeligheden er et stykke fra normalen.
En der ikke mangler hurtighed er holdets duracel-kanin, Kresten Heinfelt. Han sprintede rundt, som havde han aldrig bestilt andet - og havde stor andel i at hans hold, storsejrede over det røde hold, som virkede yderst misundelige over Heinfelts løbepensum. Joel Haviv fra rødt hold, forsøgte dog at hamle op med ham og viste flere prøver på sine løbeevner, ovenikøbet krydret med flere flotte detaljer som fx. en tunnel på Wettendorff og et mål med det kolde venstreben.
Når vi nu er ved tunneller, så udnyttede holdets nyudnævnte anfører og Hall of Fame'r Martin Busk, sin sublime splitvision, spilintelligens og boldomgang, ved i flere tilfælde bevidst at sparke bolden mellem benene på Morten Bjergmann, der på trods af i alt 5 scoringer for rødt hold, flere gange blev til statue, når Busk tryllede. Oftest i forbindelse med broget holds scoringer, havde Busk den 2. eller 3. sidste fod på bolden, så det kun var en formsag for specielt målkongen Casper Christensen at ekspedere bolden det sidste stykke ind over stregen, bag den til tider sagesløse Nikolaj Kjær i rødt mål. Kjær måtte som sædvanligt tage keeper-tjansen, fordi han - som det var tilfældet hele efteråret - vrikkede om efter ganske få minutters spil. - Det skal dog med til fortællingen at Christensen ligeledes havde fæle afbrændere og meget skal justeres, hvis han skal slå Bjergmann af på toppen, for på trods af den føromtalte udstilling af Bjergmann, så virkede han for en sjælden gangs skyld, ualmindelig skarp foran mål, især når man tager hans blodforgiftning i venstre knæ med i betragtning.
En anden årsag til broget holds store succes denne iskolde mandag aften, var sidste sæsons topscorer, Thomas Bo Nielsen. Manden der i øjeblikket træner til en marathon, illustereret ved at han før træningen løb fra Søerne, hvor han bor og ud på Nyelandsvej og efter træningen tog samme tur hjem. Hans utrættelige løbepensum og hans fine tekniske detaljer, skal man ikke tage fejl af og så kan det godt være dåbsattesten viser en mand på langt mere end 40 år. Imponerende af årets spiller 2010.
Sidste sæsons gæstespiller, Frederik Møller ser ligeledes ud til at være på rette spor. I flere tilfælde så man prøver på hans iskolde (dog ikke altid lige hurtige) overblik, når han førte bolden op langs venstrekanten. Han udgjorde en god duo med Joel Haviv, når det kom til det hurtige kombinationsspil og de øvrige spillere håber meget på at Møller for alvor kommer op i omdrejninger i år.
Alt i alt en god første træning, som giver god anledning til optimisme. Masser af spændende potetiale i holdets spillere og ikke mindst en fremragende holdånd, som kan bringe holdet det sidste stykke mod toppen af rækken.
Målsætningen for foråret, som blev vedtaget ved en lille mønstring hos Coach Wettendorff for et par uger siden, hedder minimum to sejre - da der ellers uddeles en kollektiv bøde til hele holdet.
Redaktionen vender snarest tilbage med mere breaking news omkring FB All-Stars...
