Dårligt lys resulterede i nederlag til Koryfæerne


Folk tror ofte der er tale om dårlige undskyldninger når FB's eget selvudnævnte All-Stars taber fodboldkampe.
Dette er bare sjældent tilfældet og ej heller mandag aften, da holdet led et 2-9 nederlag på udebane til B93.

Kampen skulle være afviklet søndag, men blev flyttet til mandag aften og det var til stor fordel for hjemmeholdet, der på Svanemøllens anlæg tog imod FB på deres kunstgræsbane. En fordel, da belysningen maksimalt mindede om 200 lux, hvilket er langt under standard-kravene. Derudover var skæret fra lyset meget underligt og helt klart med til at blænde FB's spillere der er vant til langt bedre på belysningen på Kunst 1 på Jens Jessensvej. En af B93-spillerne havde sågar iført sig solbriller under kampen og med til historien hører at han ikke var albino - så derfor kan det kun konkluderes at B93 dragede en væsentlig fordel af lyset og dette i en meget unfair sportslig ånd ved ikke at informere FB om dette på forhånd, således at hele holdet kunne have garderet sig med solbriller og dermed havde haft chancen for at spille lige op med værterne!

B93 startede ellers ikke med det forventelige pres, faktisk lå de ret langt tilbage, hvilket betød at FB i den indledende fase havde bolden ligeså meget som dem. Alligevel kunne de forholdsvist ubesværet sætte et par scoringer ind bag CC i målet, der absolut ikke havde en af sine bedste dage. Redningerne udeblev kampen igennem og derfor var han ikke i nærheden af at kopiere forrige kamps præstation, hvor han blev kåret til man of the match med et stort flertal af stemmerne.

Når så vice-kaptajn Martin Busk valgte en aften som den Christian Poulsen havde for det danske landshold nede i Porto fredag aften, ja så gik det ikke som spået. Bl.a. brillierede han med et flot selvmål der koster i bødekassen, ligesom hans afleveringer sjældent ramte en medspiller. Dette skyldes naturligvis lyset - men til gengæld var der ingen undskyldninger for to gigantiske afbrændere mod kampens slutning, hvor han meget egoistisk og ufattelig selvcentreret valgte at afslutte fremfor at aflevere. En skidt præstation, der dog fortjener den anerkendelse at han selv bad om udskiftning i pausen.

FB fik dog scoret to gange i 1. halvleg og derfor var Koryfæerne da også kun bagud med 2-4 ved pausen og med en fortsat realisitisk chance for at hente point. Første scoring kom ved stillingen 3-0 til hjemmeholdet. Bjarke Grænge Hansen. der for alvor har fået næsen op for at assists, krydsede en smuk aflevering ind i hovedet på den frem-
stormende René Staugaard der pandede bolden i nettet, uden chance for den sprællende B93 keeper.

Scoring nummer to, til en reducering 4-2, faldt kort før dommerens pausefløjt, da selvsamme Babsi igen udmærkede sig som oplægger og hvor Thomas Bo Nielsen foran mål i to omgange og endda med højrefoden fik knoklet bolden over stregen, til stor jubel - for primært ham selv. Scoringer er blevet hverdag for All-Stars nu og derfor ser man heller ikke de samme jubelscener som i de første par kampe hvor det lykkedes at score. Egentlig lidt synd, da scorende spillere fortjener skulderklap og bunke-fejring. I det hele taget spillede ungdomsformanden sit livs kamp og blev fortjent kåret til man of the match efterfølgende.

FB havde derudover andre gode forsøg i de første 35 minutter, hvor både kaptajn Max Wettendorff, Mark Tychsen og Joel Haviv kom frem til afslutninger med kvalitet. Wettendorff blev dog skadet og måtte stå udenfor hele 2. halvleg.


I pausen blev selvsamme mand en anelse for overmodig, da han beordrede en 2-2-2 opstilling for at trykke B93 med muligheden for at få point med hjem. Han har tilsyneladende som træner for holdet endnu ikke lært at kende sit eget holds begrænsninger, hvilket igen får snakken til at gå på om trænersædet igen brænder...

For det viste sig at 2. halvleg blot blev til et spørgsmål om hvor meget hjemmeholdet ville vinde. De tordnede i starten 5 scoringer ind bag Christensen i målet - af den simple grund at forsvaret manglede totalt. Dog skal det nævnes at spillere som Morten Bjergmann og Frederik Møller der blev placeret i forsvaret gjorde en god figur, taget i betragtning af at de aldrig har spillet dernede.
Chancer i den anden var der dog også - og med lidt større dygtighed havde kampen måske endte 9-5 fremfor 9-2, da ikke kun Busk, men også Bjergmann missede fælt foran mål. På trods af kun et 7-måls-nederlag var der efterfølgende stor enighed om, at med et andet lys og måske også en præstation på normalt niveau, så var det blevet en mere lige kamp. Præstationen var under normal standard og det er ikke godt nok.

Heldigvis får All-Stars muligheden for at revanchere sig allerede i aften, onsdag når man klokken 21 på et forventelig udsolgt kunstgræs 1 tager i mod CIK i sæsonens næstsidste kamp.

 

TOPSCORERLISTE - ALL-STARS
NAVN ANTAL MÅL
   
RENÉ STAUGAARD 2
THOMAS BO NIELSEN 2
MIKKEL SÜNKSEN 1
MARTIN BUSK 1
ANDERS JACOBSEN 1
MAX WETTENDORFF 1
MORTEN BJERGMANN 1

 

Share