FB's All Stars hold spillede uafgjort i sæsonens første testkamp
Efter flere ugers hård fysisk træning på Nandrupsvej hver mandag aften i tidsrummet mellem klokken 20.30 og 22.00 - stod FB's berygtede og ikke mindst berømte All Stars-mandskab overfor sæsonens første opgave, da kunstbane 1 på Jens Jessens Vej søndag morgen dannede rammen om et brag af et internt test-opgør, nemlig kampen mod FB 4 - som netop er blevet efteranmeldt i samme 7-Mandsrække som All Stars og som består af en række friske yngre mænd der på forhånd havde meldt ud at All Stars ikke ville blive et problem for dem.
Kampen skulle give Wettendorffs tropper et første fingerpeg på om træningen havde båret frugt - da truppen har givet hinanden håndslag på at sidste sæsons 10 nederlag i 10 kampe ikke skal gentages i dette forår.
Bedømt på de 70 minutters underholdning, så skal der arbejdes en smule mere med grundformen, for at kunne følge med for alvor - men ingen tvivl om at Koryfæerne er på rette vej, bedst bevist ved at kampen endte 4-4
efter 2-2 ved pausen og med en anelse mere mod, held, dommertække og beslutsomhed, så havde mastodont-
erne trukket det længste stik i en til tider hæsblæsende kamp.
All Stars virkede koncentrerede og tændte fra dommer Anker Poulsens første fløjt og styrede sikkert spillet mod de mindre organiserede FB 4-spillere som bestemt ikke levede op til deres egne forudsigelser om at køre rundt med de gul-sorte som i dagens anledning stod anført som hjemmehold.
Allerede efter 4 minutters spil kom All Stars foran. Kampens helt STORE oplevelse Martin Busk tog et godt træk frem i banen og fandt med en fin dyb aflevering Morten Bjergmann på top, der nemt kunne tage bolden med sig i løb og resolut afslutte på mål til 1-0, helt uden chance for målmanden.
I kampen 10. minut blev det sandelig også 2-0, da den ellers forholdsvis berusede Kresten Heinfelt afdriblede hele fire modstandere på stribe og sendte den fladt ind foran mål, hvor Bjergmann igen dukkede op og sparkede den ind. Bjergmann der forud for sæsonen har proklameret mål på stribe, så virkelig ud til at være i overdådig spillehumør og havde det ikke været for en gigantisk afbrænder af dimensioner i midten af 2. halvleg, så var han nok løbet af med Man of the match-titlen, der dog i stedet gik til viceanfører Martin Busk, der stolt efter kampen kunne modtage den flotte statuette som synligt bevis på at være kampens bedste spiller.

Herefter begyndte dagens gæster at komme bedre ind i kampen. Det var som om at offensiven med Frederik Møller og Heinfelt gik døde i det høje tempo, ligesom det kneb med overskud af luft hos René Staugaard og Max Wettendorff der begge lod sig afløse forholdsvis tidligt i kampen af Nikolaj Kjær og Bjarke Grænge Hansen.
Da kampen midtvejs i 1. halvleg vaklede allermest, kom FB 4 dog for alvor ind i kampen og fik reduceret til 2-1, efter et fælt drop fra målmand Casper Christensen der i situationen så ud til at have handsker udstyret med en blanding af olie og smør. Ærgerligt da scoringen samtidig var startskuddet til en større FB 4 offensiv. Det endda på trods af en meget bred bænk med hele 7 indskiftningsmuligheder hos All Stars. Joel Haviv kom på banen og var tæt på med et godt forsøg, men ellers så var det mest i den forkerte ende at bolden befandt sig på trods af ellers ok defensivt arbejde af de tre debutanter Allan Vindahl, Claus Jensen og Skipper Kjærbye der alle fik en tilfredsstillende start i FB-trøjen.
Kort før pausen udlignede gæsterne fortjent til 2-2 efter længere tids pres. Inden udligningen burde de dog have været reduceret til 6 spillere, da sidste mand nedlagde Kresten Heinfelt lige udenfor det lille felt, men på det efterfølgende frispark var Heinfelts sparketeknik ikke tilnærmelsesvis den samme som Espen Ruuds frisparksscoring mod Silkeborg lørdag aften.
2. halvleg forløb en smule omvendt. Her var det FB 4 der var klart mest i boldbesiddelse og havde de største chancer, hvilket da også udmøntede sig i halvlegens første scoring til 2-3 efter et kvarters spil. Herfra så det sort ud for All Stars der langsomt mistede færden med kampen og så mere og mere modløse ud.
På grund af de mange udskiftningsspillere kom holdet sjældent ind i en fuldendt rytme og til tider så det nærmest ud til at sejle mod en modstander der ikke var overbevisende.
Alligevel forsøgte mandskabet at bide fra sig i de sidste 10 minutter, hvilket bl.a. førte til et par kæmpestore chancer til Bjarke Grænge Hansen der blot skulle sparke bolden i mål, men i stedet blev bolden kanoneret ind på græsbane 1 eller ved siden af mål. Ikke desto mindre fik FB udlignet, da Kresten Heinfelt fandt Mikkel Sünksen foran mål der forholdsvist sikkert kunne udplacere FB 4 keeperen til 3-3. Det var vel Sünksens eneste gode aktion i kampen, men sådan er det jo med rigtige angribere.
Kort før tid kom udeholdet dog alligevel på 3-4, da Heinfelt mistede bolden og med kun Frede Møller tilbage på banen var han og Casper Christensen prisgivet i situationen og endnu et nederlag var faretruende på vej.
Men et godt opspil på højrekanten fra Allan Vindahl og Claus Jensen førte til et hjørnespark, som Frede Møller tog sig af og med en fremragende hjørnesparksbold fandt han ved bagerste stolpe en helt fri Max Wettendorff der smukt satte indersiden på til 4-4 og stor jubel for de mange fremmødte tilskuere.
På kampens allersidste spark kunne Wettendorff endda have ført sit hold til sejr, men hans frispark mod mål endte desværre ude på parkeringspladserne frem for i nettet, da manglende beslutsomhed gjorde udslaget i og med han ombestemte sig for sin sparkemåde mens han løb til bolden.
Alt i alt dog en tilfredsstillende start på den nye sæson for All Stars der kan se frem til i hvert fald 3 point på kontoen når modstanderen er den samme i forårets sidste turneringskamp den 17. juni. Forhåbentlig er der kommet flere point på forinden – men alting tager tid og i dette tilfælde en god rum tid…
