Årets træner-leder-pris gik til U 12 pigetræner Thomas Bo Nielsen


Siden 2004 er årets træner eller lederpris i FB-regi, blevet uddelt på generalforsamlingen. Titlen går som regel til den træner eller leder, der har gjort sig lige den tand ekstra bemærket end alle de øvrige mange frivillige. Desværre kan man ikke uddele prisen til allesammen, selvom alle frivillige fortjener et sådan skulderklap og derfor har bestyrelsen hvert år, mere end svært ved at finde frem til den ene person, som skal "lokkes" til at deltage på generalforsamlingen.

Årets trænerpris gik til Thomas Bo Nielsen, som i sit daglige virke er pigetræner for de succesfulde U 12 piger, der ret beset har et af Københavns bedste pigehold. Med prisen, foruden en flot buket blomster, fulgte en check på kr. 1.500,-

I sin tale til forsamlingen og til Thomas Bo Nielsen, nævnte administrationsleder, Martin Busk følgende:
"Årets træner, er en mand i en kvindeverden. Foruden sin kone derhjemme, så har han 3-4 gange om ugen med hele 20 hunkøn at gøre, heriblandt sin egen tvillingedatter Christine – Personen der er tale om, er U 12 pigetræner, Thomas Bo Nielsen"

"Thomas, vi mødte hinanden for første gang en sommerdag i 2008. Det skete på anlægget her, du kom gående med et net fyldt med bolde og var iklædt fodboldtøj fra top til tå. Jeg tænkte, hvem pokker er han? Ham har jeg da ikke haft til samtale. Jeg spurgte og du svarede, at du bare lige hjalp din kone Mia med hendes pigehold. Jeg sagde, -burde du ikke gøre det fast i stedet for bare at hjælpe til indimellem, hvortil du svarede at det ville du lige tænke over. Der gik næsten tre uger før du vendte tilbage, men du vendte heldigvis tilbage med et positivt svar og vupti så var mand og kone trænerteam på vores pigehold fra årgang 1998. Det har du så været lige siden og du har endda formået at få skubbet Mia ud, således at du 100 % selv kunne bestemme og få det maksimale ud af pigerne, som er yderst talentfulde spillere, der under dig har udviklet sig helt enormt. Sidenhen har du ligeledes deltaget på efterhånden et hav af træner- og inspirationskurser, pigerne træner nu tre gange om ugen uanset vejr og vind, du er altid velforberedt og møder gerne tre kvarter før træningen skal starte. Du er målmandstræner, du agerer koordinator ved arrangementer i pigeafdelingen, du er trænervikar når andre trænere er forhindret i at træne, specielt i pigeafdelingen, men også på drengesiden hvor din tvillingesøn Gustav jo spiller på U 12 drengeholdet.
– Der er altid fuld fart på dig, så meget fart at ingen billeder af dig er blevet taget uden en fodboldbane i baggrunden de sidste to år, fordi man derhjemme simpelthen ikke kan nå at fange dig på kameraet i din iver for at komme herud og sætte skub i både pigerne, kollegaerne og selve klubben".

"Et sådan gigantisk engagement kunne bestyrelsen ikke lade gå ubemærket hen. Derfor er det yderst fortjent, at du nu modtager det synlige bevis på at du er årets træner 2009 i Frederiksberg Boldklub. Hjertelig tillykke Thomas".
Share