Et come back ud over det sædvanlige.
- af Anders Johansen, træner FB 98 rød

I næsten et år har drengene på U10 98 rød, savnet at se deres kammerat, Thor Poulsen, til fodbold. 



I sommeren 2007 førte, hvad der skulle have været en nem og overskuelig operation på hospitalet, nemlig til lidt af et mareridts-år for Thor og hans forældre.

Adskillige nervepirrende operationer, indlæggelser og en hel del genoptræning senere, er Thor netop vendt tilbage til holdet, og hvor er vi bare glade for det.

Egentlig skulle starten have foregået "blødt", men på grund af masse-afbud til vores kamp Kr. Himmelfarts Dag, blev Thor sendt for løverne, med blot en ½ træningstime i benene; dog med en klar aftale om, at der var plads "på bænken", hvis kræfterne eller modet slap op.

Thor startede derfor hjemmekampen mod Skjold på den lidt uvante plads i angrebet. Allerede i første minut havde han sin første afslutning, og to minutter senere havde han sendt kuglen i nettet til FB føring 1-0! Et bedre come back kunne ingen have drømt om. Undervejs i kampen blev der også plads til et skud på stolpen samt et par velfortjente hvil, og så sluttede Thor såmænd af med at sende bolden op i målhjørnet til slutresultatet 8-2 til FB - i kampens sidste minut!   

"Årets Fighter" har ikke alene kæmpet sig tilbage til en stort set almindelig hverdag, men også til livet som fodboldspiller i FB. Fantastisk, Thor!

Da det stod allerværst til sidste efterår, bevilligede FBs bestyrelse i øvrigt økonomisk friplads på holdet til Thor. Tak for det.


Thor sammen med sine holdkammerater til træning, hvor han står med "Årets Fighter" pokalen.

Share