FB pige 94/95 var på træningslejr i Hørsholm i weekenden
Lørdag morgen kl. 8.00 mødtes 15 morgenfriske piger ( Nå nej alle var vist ikke lige morgenfriske ) og trænerteamet Max, Rene og Susan.
Da vi ankom til HUI blev vi indkvarteret i gymnastiksalen på det nærliggende gymnasium. Pigerne fandt straks et hjørne som blev vores base. Vi pakkede ud, alt imens det strømmede ind med glade fodboldpiger fra andre klubber. AB 70 slog sig ned ved siden af os. Af de øvrige klubber kendte vi kun Fremad Valby.
KL 10 var der Kick Off i gymnastiksalen på den nærliggende skole.
To af Kvindelandsholdets profiler, som dagligt spiller i Brøndby, Bettina Falk og Gitte Andersen kom og fortalte om deres liv med fodbolden og bagefter kunne pigerne i salen stille spørgsmål.
Det vagte jubel i FB lejren da Betina Falk kunne fortælle at hun havde spillet fodbold i FV som tidligere var en fusion mellem FB og Vanløse. Pigerne fik udleveret en pose med forskellige sponsorting og vi gik tilbage til vores base.

Vi skulle spille vores første kamp kl.15, så vi aftalte at mødes kl. 13.30. Nogle af pigerne gik i den nærliggende svømmehal, andre slappede af med boldspil eller læsning.
Første kamp var mod BSV. Supersofie vores faste målmand havde håndleddet i gips, så Mille var trådt til og fik et lynkursus udi målmandkunsten. Flere af pigerne havde fået nye roller på banen og tog det som en udfordring.
5 min. inde i kampen var den samlede trænerstab ikke i tvivl, denne kamp ville vi vinde. Pigerne satte sig på kampen og det kørte bare derudaf med masser af flot fodbold, men så skete det som ingen trænere forstår. Fra det ene sekund til det andet røg holdet ind i et sort hul. De slap kampen og BSV tog over og blev spilstyrende. FB lignede en hund i et spil kegler og kunne slet ikke finde sig selv igen. BSV vandt kampen 1-0. Ingen kunne forklare hvad der skete og forundringen var stor. Der var en time til næste kamp, så vi blev på banerne.
Anden kamp var mod de meget dygtige Fremad Valby piger. Det ville blive svært men ikke umuligt. Kampen gik i gang og det blev hurtigt klart at FB ikke havde dagen, vi kunne slet ikke finde det flotte fodboldspil, så det blev en ren forsvarskamp hvor vi kæmpede for at tabe mindst muligt.
Midt i kampen vred Jose om på sin fod og måtte hjælpes ud af banen, det gjorde vildt ondt. Vi fik kørt Jose på Frederiksberg skadestue, hvor hendes forældre tog imod. Senere fik vi en besked om at den var forstuvet.
Jose skadet og 2 dårlige kampe Øv! Øv! Øv!
Humøret var dog stadig intakt og det var hyggeligt at være af sted og være sammen. Pigerne lærte hinanden bedre at kende og nogle fik også snakket med pigerne i de andre klubber.
Efter aftensmaden var der linet op til diskodans fra klokken 20 -22 i spisesalen
Klokken 23 var alle klar til natten og lyset blev slukket.

Næste morgen var der morgenbord kl. 8.30.
Vi skulle spille vores første kamp kl.11 mod SGIF som vi ikke kendte. Trænerteamet havde tænkt og tænkt hver for sig og sammen, så nu var planen klar.
Pigerne gik på banen, kampen gik i gang og hold da op en forandring. Fra første sekund satte de sig på kampen, det var så tydeligt at denne kamp ville de vinde. Det var ikke 11 individer der rendte rundt hver for sig, men et væsen med fælles puls.
Masser af flot fodbold, alt fungerede, en masse fine detaljer, alle tog ansvar, løb for hinanden trænerne var helt oppe i skyerne.
SKIF fik aldrig (måske en enkelt gang eller tre) bolden ned på vores banehalvdel.
Vi vandt kampen og pigerne kunne endelig synge sejrssangen.
Det var frokosttid så der blev hentet en frokostbolle og frugt, der var en time til sidste kamp og vanddunkende blev fyldt.
Sidste kamp var mod AB70. FB havde fundet melodien og det blev endnu en flot og velspillet kamp. AB70 kunne ikke gøre så meget, FB’s piger var ikke til at styre, nu kørte det med flot samspil, først på bolden, pres på boldholderen, flytte sig for hinanden, bolden blev spillet bagud. Det væltede ud af posen med alt hvad de har lært. FLOT gået piger.
Vi vandt de 2 kampe om søndagen med flot fodboldspil, så optimismen og selvtilliden er stor før forårets turneringskampe.
Efter kampen var det op at pakke det sidste og så hjemad.
Tak til HUI for et flot arrangement og tak til vejrguderne der var med os.


