FB vandt fortjent.

1. HS spillede lørdag eftermiddag på Gentofte Stadion.
Alle er blevet enige om ikke at fokusere på andres resultater, men blot koncentrere os om at vinde vore sidste kampe og så se hvad det kan blive til.

FB startede kampen som styrende og efter ca. 15 minutters spil burde FB have været foran med 0-1, idet en Jægersborg forsvarer stod 1 meter inde i målet og headede Peter Bærenholdts hovedstød ud igen, men liniedommeren må have haft solen i øjnene, idet han vinkede afværgende.

FB fortsatte dog med at være spilstyrende og efter 28 minutters spil forfulgte Lasse Glenstrup energisk bolden i venstre side og sendte den ind i feltet hvor Kim Helby dukkede op og headede FB foran 0-1.
FB havde yderligere et par glimrende opspil og kunne med lidt held være kommet yderligere foran, men det skete ikke og holdene gik til pause med stillingen 0-1 til FB.

2. halvleg fortsatte med udmærket FB spil og efter 49 minutter løb Jægersborgs målmand sammen med en medspiller og Tony Vasquez kunne ubesværet løbe bolden i et tomt mål til 0-2.
Herefter var det som om FB trak sig lidt tilbage, ikke mindst takket være den ulidelige hede på banen. Jægersborg kom mere med i kampen dog uden at blive rigtigt farlige på noget tidspunkt.
5. minutter før slutfløjt satte FB Nassor Salim på banen og han nåede kun at lave et lille frispark inden han sparkede bolden i kassen til FB føring 0-3 i 88. minut. Så var den hjemme.

Dermed eksisterer der fortsat en lille chance for oprykning, devisen er klar: 2 sejre i de sidste 2 kampe mod Lyngby (hjemme) og Hvidovre (ude). Derudover skal B 1903 sætte point til og visse andre resultater skal flaske sig - men sålænge muligheden lever, kan man håbe.

Share