FB overvintrer på 4. pladsen efter smal sejr i Værløse
FB mødte lørdag eftermiddag i efterårets sidste spillerunde, 2. divisionsnedrykkerne fra Værløse BK på Værløse Stadion. FB vandt opgøret med 1-0 efter en lige kamp, hvor Mikkel Iversen blev matchvinder efter godt 80 minutters spil og dermed kan FB går på vinterferie med en i det hele taget fremragende sæson i benene under ledelse af det nye trænerteam med Jens Peter Olsen, Jimmy Brinksby og Anders Q. Steensen. En oprykning fra Københavnsserien i foråret og en flot 4. plads i Danmarksserien, her hvor alle har mødt alle en enkelt gang.
____________________________
Kampfakta:
Værløse BK - FB 0-1 (0-0)
0-1 Mikkel Iversen (81. min)
Tilskuere: 180
_____________________________
FBs startopstilling:
Jacob Nielsen
Rickie W. Rasmussen, Brian Skov Henriksen, Janus Raun, Carsten Norup
Kim Helby Jensen (C), Lasse Glenstrup, Peter Bærenholdt, Erling El-Labban
Lars Hansen, Jesper Liu
Bænken: Allan El-Labban, Mikkel Iversen og Henrik Jørgensen
Et på forhånd afbuds, karantæne- og skadesramt FB-hold, der måtte undvære profiler som Oliver Lund (karantæne), Kaspar Christiansen (skadet), Nermin Galijatovic (skadet), Lars Frederiksen (skadet), Dennis Madsen (skadet) og afbud fra Rasmus Christensen - skulle forsøge at gentage sidste weekends sejr, denne lørdag eftermiddag på Værløse Stadion mod et presset hjemmehold, der havde brug for en sejr, for at komme op over nedrykningsstregen.
Derfor valgte man bl.a. at forsøge sig med den normale angriber, Brian Skov Henriksen i midterforsvaret, side om side med Janus Raun. En opgave som BSH løste fornemt og efterfølgende blev kåret til Man of the match af holdkammeraterne.
Hjemmeholdet var bedst spillende i 1. halvleg, der var forholdsvis rig på målchancer. De evnede at spille bolden bedre rundt, specielt på den sidste tredjedel af banen, hvor de flere gange var farlige og hvor det ikke rigtigt lykkedes for FB at dæmme op for deres kvikke kombinationer og hvor man simpelthen gav dem for meget plads at spille på.
Det var da også Værløse der fik kampens første mulighed allerede efter 5 minutter, hvor de efter et gennembrud på venstrekanten og en clearing af Jacob Nielsen i FB-målet, fik sendt bolden retur ind i feltet, men her dukkede Janus Raun tæt under mål heldigvis op og fik clearet.
Første FB-mulighed faldt bare 3 minutter senere, da de erobrede bolden på banens midte. Peter Bærenholdt fandt med en fremragende "sukkerball" Jesper Liu med en bold i dybden, men alene mod Værløses målmand, missede Liu dog chancen og sparkede bolden lige forbi den ene stolpe.
Efter 14 minutter var det igen hjemmeholdet der var tæt på, efter en misforståelse mellem Rickie W. Rasmussen og Jacob Nielsen, men muligheden førte dog ikke til scoring. FB bed igen efter 20 minutter, hvor Erling El-Labban fra venstrekanten med et hårdt indlæg fandt Kim Helby Jensen inde i feltet, men Helby måtte se sin gode afslutning taget af Værløses dygtige unge U 17 målmand fra årgang 1993.
Efter en god halv time tilfaldt halvlegens sidste gode mulighed til de blå fra Værløse, men Jacob Nielsen klarede flot i en 1 mod 1 situation og dermed kunne holdene gå til pause med 0-0.
Efter bare 10 minutters spil af 2. halvleg, måtte FB udskifte begge backs. Rickie W. Rasmussen løb tør for kræfter og Carsten Norup i den anden side var ikke i stand til at kaste indkast, da han løb rundt med betændelse i begge albuer. To fuldgode erstatninger i Allan El-Labban og Henrik Jørgensen kom ind og løste opgaven perfekt resten af kampen.

(Arkivfoto fra pokalampen i Værløse i august måned)
2. halvleg blev generelt mere chancefattig end 1. halvleg. Jesper Liu var igennem et par gange på afleveringer i dybden, bl.a. efter 60 minutters spil, hvor han afsluttede med et frækt lob over målmanden, men desværre var der ikke fart nok i bolden, som Værløse kunne cleare før stregen.
FB spilled e med langt større tålmodighed i de sidste 45 minutter og kom derfor automatisk bedre med i kampen. De fik afkortet afstanden mellem kæderne, så Værløse ikke havde nær så nemt ved deres hurtige kombinationer - og lige så stille fik gæsterne mere og mere overtaget. De kom bedre i styring, spillet flød bedre og gennembrudene blev farligere.
Efter 65 minutter skiftede FB Lasse Glenstrup ud, lagde Jesper Liu ned på den centrale midtbane og sendte Mikkel Iversen op på siden af Lars Hansen i angrebet. Det var bestemt ikke en dum idé og med 9 minutter tilbage af kampen, som FB fortsat gik målrettet efter at afgøre til egen fordel - smed Erling El-Labban en god bold fra højre side ind i feltet, hvor KIm Helby Jensen lige akkurat kom for sent, men ved bagerste stolpe kom Mikkel Iversen løbende og fik sparket bolden i mål til 0-1 og stor jubel.
Hjemmeholdet forsøgte desperat at sætte FBerne under pres i de resterende 9 minutter, men uden det helt store held, hertil var de blevet for trætte og FB var fortsat meget påpasselige. Det var dog tæt på at gå galt kort før tid, da en Værløse-spiller brød igennem ind i feltet, men Brian Skov Henriksen fik generet ham så meget, at hans afslutning ikke voldede Jacob Nielsen de store kvaler i FB-målet.
Dermed yderligere 3 point til FB-mandskabet, der nu kan gå på vinterferie med i alt 20 point i Danmarksseriens Pulje 4, som fortsat er utrolig tæt. Kun 4 point er der ned til GVI der ligger lige under nedrykningsstregen. Sejren giver dog FB god luft og moral før kampene i foråret og den foreløbige 4. plads med 6 sejre, 2 uafgjorte og 5 nederlag er absolut mere end godkendt for FBs bedste mandskab i seniorafdelingen.
Læs alt om sidste spillerunde i efteråret på 1. holdets egen side her