Amanda – her, der og alle vegne
Nogle gange er det godt som træner lige at sove på en kamp. At få den lidt på afstand, gense den på den indre TV-skærm, for herefter at opdage hvor stor en præstation spillerne egentlig har leveret. For det var det de gjorde, FB’s miniputpiger, leverede en helt igennem fantastisk præstation – igen. Denne gang var det FC Damsø der måtte inkassere et 1-5 nederlag på hjemmebane. Men det er ikke sejren i sig selv der er fantastisk – det er mere pigernes utrolige vilje og kampgejst der imponerer stort.
Onsdag den 5/9 mødte Agnes, Amalie, Amanda, Christine og Malene op til kampen hos FC Damsø. Desværre blev vores sidste spiller forhindret i at komme, så vi måtte spille kampen uden mulighed for at skifte ud. Derfor blev oplægget til pigerne at de skulle passe på kræfterne, og stå en smule længere tilbage på banen end vi plejer.
Det klarede pigerne flot – samtidig med at de også angreb for fuld styrke. Det betød at de måtte løbe ekstremt meget frem og tilbage – og det kostede rigtigt mange kræfter. Alligevel bragte FB sig foran med 4–1 et par minutter før 1. halvleg blev fløjtet af.
Det var en flok dødtrætte spillere der kom til halvleg. Specielt Agnes, som havde spillet en times skolefodbold inden kampen, var godt flad. Og da FC Damsø måtte have en ekstra markspiller på banen betød det, at vi i 2. halvleg byttede flittigt rundt på spillerne, så alle kunne få en pause enten forrest eller helt bagest. Kun Malene i målet havde samme plads hele kampen igennem.
I 2. halvleg scorede vi ”kun” 1 gang. Men vi forhindrede FC Damsø i at score – 1 spiller mindre og dødtrætte. Faktisk var det kun når trætheden resulterede i småfejl, at FC Damsø blev farlige. Selv langt ind i 2. halvleg producerede FB flest åbne chancer.
Især Amanda var en konstant trussel. Hun var her, der og alle vegne. Hjem at forsvare, stjæle bolden, fuld speed fremad, skud på mål, fuld speed hjem igen og så forfra – i hele kampen! Så fantastisk var hendes løbevilje og udholdenhed at jeg flere gange bad hende om at spare på kræfterne. Men lige lidt hjalp det – og heldigvis for det. For Amanda erobrede et hav af bolde og scorede 4 af målene.
Der kan simpelthen ikke finde superlativer nok for at rose alle 5 piger for deres indsats. Dødtrætte og udsat for et voldsomt pres viste de endnu engang at de er gjort af noget ganske særligt.
FB’s hold mod FC Damsø:
Agnes, Amanda, Amalie, Christine, Malene (målmand)

Scoringer:
0–1 Amanda
1–1 FC Damsø
1–2 Amanda
1–3 Christine
1–4 Amanda
1–5 Amanda