Det storsælgende danske rockband, Nephew - udgiver i dag Grundlovsdag, deres nye album "DanmarkDanmark" hvor 1. singlen "007 is also gonna die" allerede er et kæmpe hit på landets radiostationer. Det er samtidig albummet der skal følge op på "UASDSB"-albummet, hvor store hits som "Movieklip", "En wannebee Darth Vader", "Superliga" og "Worst/Best case secnario" stammer fra. Sidenhen er der kommet andre hits som "Igen og igen og", "Mexico ligger i Spanien" samt "Hospital" - og det er vel ikke helt forkert at kalde Simon Kvamm og Nephew for et af de største rockband i Danmark.

For FBs Pige 96, Pige 95 og Pige 94, har man ventet længe på denne release-dag, da de tilbage i april måned fik æren af at medvirke på nummeret "Va Fangool", som blev optaget på Duevejens Skole på Frederiksberg - da FBs egen Kunstgræsbane 1, desværre ikke kunne afse 3 timers optagelser på en travl fodbolddag for øvrige af klubbens ungdomshold.

Cirka 30 glade FB-piger deltog i optagelserne på Duevejens Skole, hvor producer Anders V. Christensen og klipper Peter W. Lassen fra filmproducenten Kong Gulerod - dirigerede rundt med FB-pigerne.

Kong Gulerod er en af de producenter der har fået frit råderet over et nummer fra albummet "DanmarkDanmark" og valgte så efterfølgende at tage kontakt til FB, for at få glade fodboldpiger til at medvirke i "Va Fangool". Efter indhentning af skriftlige tilladelser fra samtlige forældre, kunne optagelserne gå i gang og nu kan man så se resultatet her et par måneder efter.

Tjek de seje fodboldpiger ud i linket herunder.

Va Fangool - ny Nephew-musikvideo med deltagelse af FBs U 14 og U 15 Piger


Share