FB led sæsonens første nederlag
FBs 1. hold i Danmarksserien, led sæsonens første nederlag, da de fredag aften gæstede det gamle Køge Stadion, til opgøret mod Superliga-reserverne fra HB Køge med bl.a. en til tider sprudlende Mads Laudrup på holdet.
Med afbud fra bl.a midtbane-generalen Peter Bærenholdt og fravær af den karantæneramte anfører, Kim Helby Jensen, kunne FB ikke følge op på den flotte sæsonstart, som ellers har givet 7 point i de første 3 kampe.
FB tabte 2-1, efter en middelmådig kamp, som dog med lidt større held ligeså godt kunne have givet 3 point fremfor et tab på 3 point. Men HB Køge var nok lige 5-10 % bedre i stort set alle af spillets facetter og dermed ikke en ufortjent sejr til hjemmeholdet.

____________________________
HB Køge II-FB 2-1 (1-0)
1-0 Mikkel Rygaard (25. min)
1-1 Lars Hansen (50. min)
2-1 Mads Laudrup (89. min)
Tilskuere: 100
_____________________________
FBs startopstilling:
Jacob Nielsen
Rickie W. Rasmussen (C), Kaspar Christiansen, Oliver Lund, Carsten Norup
Lasse Glenstrup, Nermin Galijatovic, Dennis Madsen, Rasmus Christensen
Brian Skov Henriksen, Lars Hansen
Bænken: Jesper Liu, Henrik Jørgenen og Mikkel Iversen
HB Køge startede bedst og var meget nærgående i de første 20 minutter, hvor de kom frem til en del afslutninger. Her var specielt Kaspar Christiansen sit hold en god mand, da han ved flere lejligheder fik blokeret eller clearet mere eller mindre farlige forsøg fra hjemmeholdet. FB var ikke meget med i spillet og smed mange bolde væk, som de blå-sorte var hurtige til at udnytte og det trak kraftigt op til en scoring for hjemmeholdet.
FB havde dog held til at holde dem væk fra fadet og i stedet var det ved at blive 0-1 efter 20 minutter, da Nermin Galijatovic på hjørnespark fandt Oliver Lund, men hans hovedstød gik lige over mål.
Efter 25 minutter kom hjemmeholdet så alligevel foran, endda i en ganske ufarlig situation, hvor en presset Mikkel Rygaard trykkede af fra distancen med et blødt skud, som FB-keeper, Jacob Nielsen desværre gik helt skævt af og den gled mellem hans hænder og i mål til 1-0.
Bedre stillet, blev FB ikke, da Dennis Madsen i det 33. minut måtte udgå med en skade - og dog - for afløser Jesper Liu, var på sin første boldberøring kort efter, ved at udligne til 1-1, men hans skud tog den ene opstander og sprang i spil igen.
FB kom generelt langt bedre med efter HB Køges scoring - og havde langt mere boldbesiddelse det sidste kvarter af 1. halvleg, men de helt åbne chancer blev det ikke til - og dermed hed pausestillingen 1-0 til HB Køge.

2. halvleg, forløb faktisk i langt størstedelen af de 45 minutter, som i de øvrige hidtidige DS-kampe. FB var toneangivende og viste gode comeback-evner.
Efter 50 minutter, fik FB tilkendt et frispark ca. 25 meter fra HB Køges mål og midterforsvarer Oliver Lund lagde an til et hårdt vristspark, som desværre for hjemmeholdet blev rettet af og bolden sprang lige hen til Lars Hansen, der med et kort aftræk med venstre sparkede bolden i mål via endnu en HB-køge spiller og dermed udligning 1-1.
I det efterfølgende angreb, burde Mads Laudrup have bragt hjemmeholdet foran igen. Et uopmærksomt FB-forsvar var spillet tyndt i venstre forsvarsside og Jannich Trane fandt med et godt fladt indlæg, den unge Laudrup, der dog bankede bolden på overliggeren.
Efter 68 minutter burde FB have bragt sig på 2-1. Igen var det et Nermin Galijatovic-hjørnespark, der sejlede hen over det befolkede felt, og over til en fri Kaspar Christiansen, der headede på mål, men bolden blev desværre clearet på stregen af en HB Køge-spiller.
De sidste 20 minutter bød på mange angreb fra begge hold, uden nogen af dem dog førte til store målchancer og netop som alle havde indstillet sig på FBs kun 2. uafgjorte turneringskamp i 2009, så skete det der ikke måtte ske, nemlig at hjemmeholdet med et minut tilbage, bragte sig i front 2-1. Det var Mads Laudrup der tog chancen fra kanten af feltet og bolden blev rettet af, så Jacob Nielsen ikke havde nogen chance og dermed led FB sæsonens første nederlag, efter en dag hvor langtfra alt fungerede, men hvor man alligevel godt kunne have fået point med hjem til Frederiksberg.

Næste kamp er mod bundholdet fra Døllefjelde Musse Idrætsforening (DMI), der kommer på besøg på Frederiksberg Stadion, lørdag den 12. september kl. 15.00.
Læs alt om FBs 1. hold og Danmarksserien her