Status for 1. HS-truppen:
Mandag den 20. juli startede FBs nyoprykkede 1. HS op med træningen igen, efter en velfortjent sommerferie.
Helt som sædvanligt i disse opstartsuger, kommer der en del "lykkeriddere" til og prøver sig selv af. For nogen lykkes det, mens andre enten bliver tilbudt at komme på 2. HS eller selv vælger at forsøge sig videre i andre klubber.
FB har denne sommer været en del mere attraktiv end de tidligere år, da 1. HS jo som bekendt er rykket op i landets 4. højeste række, nemlig Danmarksserien under Dansk Boldspil-Union. Det har betydet et stort, nærmest voldsomt, antal spillere til de hidtidige 7 træningspas.

Det har hele tiden været vigtigt for både klubben og ikke mindst trænerteamet at udgangspunktet ved tilgang, skal være, at dem der ankommer, ikke bare skal have samme kvalitet som de spillere der i foråret var med til at spille oprykningen i hus, de skal meget gerne være stærkere, såfremt de skal med i truppen.
På nuværende tidspunkt er 14 spillere siet fra, mens 2 nye spillere har fået plads i truppen. Blandt de 14 spillere har gamle kendinge som Tony Vasquez, Andreas "Dresse" Jacobsen og Lasse "Junior" Sørensen været, ligesom navne som Ronnie Mirabel og Christian Kjærgaard også er blevet siet fra. - De indtil videre 2 nye spillere, der har overtaget de ledige pladser efter Christian Wood (USA) og Michael Birch (stoppet, er nu på 2. HS) er den stærke forsvarsspiller Kaspar Christiansen, der er kommet til fra FCKs 2. hold i 2. division. Han er en ung spiller fra årgang 89 med et kæmpe potentiale, der har ønsket at drosle lidt ned på trods af et forår som fast mand i 2. division Øst. Derudover er Jesper Liu kommet tilbage, efter diverse afstikkere og ser nu endelig ud til at ville give FB en chance på permanent basis.
I den forbindelse er det værd lige at pointere, at FB hverken har været i kontakt med eller givet et lukrativt tilbud, som det forunderlig vis formuleres på en naboklubs hjemmeside, til den tidligere Albertslund-spiller, Martin Lindholdt.
Trænerteamet går pt. med tanker om at udvide truppen fra de nuværende 20 spillere til 22 spillere og derfor er der fortsat 5-6 spillere der prøvetræner. 4 gamle kendinge i form af Morten Larsen, Casper Juul, Rasmus Jørgensen og Henrik Jørgensen, der over det sidste år har været i Nivå Kokkedal og Fremad Valby - mens de sidste er Jacob Larsen fra B 1921 og Niels-Christian fra AaB.
Holdet har indtil videre spillet 2 træningskampe, begge med nederlag til følge.
Først blev det et 0-3 nederlag ude til Rishøj ligeledes fra DS. Her spillede FBerne ellers en god kamp hvor holdet havde bolden mest og spillede klart den bedste fodbold, men med afbud fra hele 3 målmænd og følgelig deraf en markspiller på mål, var det nemt for Rishøj at score 3 gange. Kampen blev i øvrigt afbrudt med et kvarter tilbage pga. lyn og torden.
Den 2. kamp var mod 2. holdet i Sjællandsserien, fra den nye overbygning mellem Albertslund I.F. og Glostrup Fodbold, kaldet BGA (Boldklubben Glostrup Albertslund). Den kamp endte med et nederlag på 0-2 - en kamp hvor FB igen spillede flot men brændte chancer på stribe.
Sidste testkamp inden sæsonens første kamp, er på søndag hvor FB kl. 11.00 møder DS-kollegaerne fra B 1903 hjemme på Jens Jessens Vej.
Lørdag den 15. august går det så løs i DS, når FB kl. 15.00 på Frederiksberg Stadion tager i mod nedrykkerne fra Skovlunde.
