Imponerende 1. plads i Dragør BK’s pinsestævne 

Så lykkedes det for pigerne! Lørdag den 30/5 vandt de Dragør BK’s A-række 7-mands pinsestævne efter 5 sejre i træk. Sejren kom i hus efter en helt fantastisk indsats, hvor pigerne ikke lukkede et eneste mål ind før den afgørende straffesparkskonkurrence i finalen. En dejlig dag for pigerne, som spillede med stor styrke på alle pladser.



Fantastisk omstillingsspil

Jeg har aldrig set pigerne levere så koncentreret og disciplineret en indsats, som de leverede til dette stævne – og jeg er meget imponeret! Pigerne lavede stortset ingen personlige fejl, og især omstillingsspillet var i særklasse. Det var ikke mange chancer de andre hold fik, og det var tydeligt at se, at pigerne havde luret hvordan de skulle stå på banen. Det gik desværre en smule ud over vores offensive spil, som ikke var lige så ”sprudlende” som det plejer at være. Men det skyldes i høj grad også at de øvrige hold, havde ”luret” os efter vores storsejr over Fremad Valby, og forstod at forsvare sig mesterligt.
Pigernes spil var så godt, at de altid positive Dragør trænere og Allerøds træner ”kom forbi” og skamroste pigerne. De var meget imponerede, og kunne se at der var sket meget med pigernes spil siden vintertræningskampene. Ingen tvivl om at pigernes gode træningsindsats, og det faktum, at de nu har spillet sammen som hold i en længere periode, begynder at vise sig i kampene.


FB–Fremad Valby 5–0: Malene stiller sit talent til skue

Stævnets første kamp var imod Fremad Valby pigerne, og i modsætning til så mange andre kampe var pigerne denne gang koncentrerede fra start. Fremad Valby pigerne har flere gode, hurtige spillere, der spiller meget fysisk, så det var vigtigt at få kontrol over kampen så hurtigt som muligt. Det klarede pigerne flot og da 1. halvleg blev fløjtet af efter 10 minutter, havde Amanda bragt ro på holdet ved at score til 1–0.
    I anden halvleg blev Malene sendt på banen, og så skal jeg ellers lige love for at Fremad Valby blev udsat for en regulær afstraffelse. Fire gange på ti minutter viste Malene sit enorme talent, da hun drev Fremad Valby forsvaret til vanvid med sine dribleture – fire mål på 10 minutter, alle sat ind efter soloture i et tempo, og på et niveau, som ingen anden U11 pigespiller i KBU kan præstere. Fantastisk!! Sjovt har det ikke været for Fremad Valby at få en 5–0 afklapsning på 20 minutter, men pigerne spillede ganske enkelt på et helt andet i niveau, i deres bedste kamp i stævnet.


FB–Dragør BK 1–0: Drømmehug fra Sally afgører kamp på højt niveau

Nu var det blevet tid til den kamp som jeg personligt havde glædet mig allermest til – kampen imod Dragør pigerne. De er uden tvivl det stærkeste hold vi har mødt – et både løbestærkt og teknisk meget stærkt fodboldhold, som vi endnu ikke har kunnet slå i en 7-mands kamp. De to hold står utroligt godt til hinanden – begge hold vil gerne frem ad banen, så kampene plejer at være meget lige.
    Denne kamp blev ingen undtagelse. I en meget velspillet og taktisk flot kamp, i højt tempo, spillede begge hold positiv fodbold. Men det var dog især i defensiven at de to hold viste deres store styrke på dagen. Dragør havde ”luret” Malene, så hun fik meget lidt plads at arbejde på, og de fik også sat en stopper for Amandas løb bagom forsvaret. Til gengæld kunne de intet stille op da Sally afgjorde kampen med et drømmehug af et langskud, placeret helt op under overliggeren. Et helt igennem fantastisk mål, som fik mange anerkendende kommentarer fra Dragør trænerne efter kampen. Sikke et mål, og sikke en måde endelig at slå Dragør på! Stor ros til begge mandskaber, som leverede en af de taktisk bedste kampe jeg har været vidne til blandt U11-pige hold.


FB–Allerød 1–0: Drømmehug fra Christine sender FB i finalen

I kampen mod Allerød var trætheden så småt begyndt at melde sig. Pigerne havde total kontrol over kampen allerede fra start, og det kunne nemt være blevet til en stor sejr, hvis koncentrationen foran mål havde været en smule bedre. Men også Allerød stod godt i forsvaret, og da vi ikke kunne holde tempoet i vores angrebsspil, blev kampen mere lige end nødvendigt. Derfor skulle der endnu et drømmehug til, denne gang fra Christine, før kampen blev afgjort. Målet var i øvrigt stortset en 100 % gentagelse af Sallys mål – fantastisk, at vi kan afgøre to kampe med så flotte langskudsmål, og fantastisk at spille sig til finalen uden at modstanderne har formået at score ét, eneste mål. Det er altså stor klasse!


Finale: FB–Dragør 2–1 efter straffesparkskonkurrence

Kampene havde formet sig sådan, at vi skulle møde Dragør igen, i finalen. Dermed var der lagt op til endnu en spændende og tæt kamp. Efter først 2 x 10 minutter uden scoringer – ovenikøbet i et overraskende højt tempo, når man tænker på hvor meget begge hold havde spillet inden – og derefter i endnu 2 x 5 minutters forlænget spilletid uden scoring, skulle vi ud i det totale drama. Som ved 7-mands indendørsstævnet i Brøndby-hallen, skulle de to hold endnu en gang afgøre en totalt lige kamp på straffespark. Forskellen var bare, at jeg denne gang var helt sikker på at vi ville vinde, for inden hver kamp havde jeg målmandstrænet med Anna, der igen og igen viste at hun er utrolig reaktionsstærk, og dygtig til at læse et skud, når hun koncenterer sig. Og ganske rigtigt – Anna ”nappede” to ud af tre straffespark, og da vi samtidig scorede på to ud af tre var 1. pladsen en kendsgerning.

Tillykke piger!
Stor hilsen træner Thomas Bo.

Share