9 dage efter den afbrudte kamp i Ryparken på Kunst, stod FBs 1. hold igen overfor HB (Handelsstadens Boldklub) - og hvor den første kamp, der jo som bekendt blev afbrudt på grund af et kraftigt lyn- og tordenvejr - var meget lige og 1-1 ved afbrydelsen - så efterlod FB denne gang ingen tvivl om kampens udfald, da de stensikkert besejrede hjemmeholdet med hele 5-0.
FBs startopstilling:
Jacob Nielsen
Rickie W. Rasmussen, Tommy Christiansen, Janus Raun, Carsten Norup
Kim Helby Jensen (C), Nermin Galijatovic, Peter Bærenholt, Erling El-Labban
Mikkel Iversen, Lars Hansen
Bænken: Lasse Glenstrup, Allan El-Labban og Oliver Lund
Kampen blev reelt set allerede afgjort indenfor de første 15 minutter. Der var spillet lige godt 3 minutter da Peter Bærenholt bragte udeholdet på 1-0, efter et godt skud på kanten af feltet, efter en returbold. Mindre end 10 minutter senere bragte FB sig på 2-0 da Erling El-Labban kanonerede bolden i mål, efter et fantastisk hårdt skud. - FB fortsatte det gode spil og Mikkel Iversen burde midtvejs i 1. halvleg have bragt gæsterne yderligere foran, efter hjørnespark hvor Peter Bærenholt headede flot mod mål og hvor Mikkel Iversen i fri position blot kunne have rettet bolden en smule, men desværre røg den over mål.
Iversens angrebsmakker, Lars Hansen måtte forlade banen kort efter, da han fik en hård albue plantet lige midt i ansigtet, så tænderne nærmest havde boret sig ind i læberne - men en kvindelig tandlægeassistent fra beachvolley-banerne lige ved siden, fik slået fast at der ikke blev tale om varige mén eller tilsyn på Skadesstuen.
Med 10 minutter igen af 1. halvleg fik selvsamme Iversen dog scoret, efter et rigtigt energimål, hvor han tacklede sig igennem i højre side af feltet og fik scoret på et fladt skud forbi HB-keeperen til en 3-0 føring. Kort efter fik Peter Bærenholt gult kort og dermed 10 minutters udvisning - men FBerne stod distancen frem til pausefløjtet.

De første 20 minutter af 2. halvleg, var en rigtig gang indianerfodbold, hvor HB stadigvæk levede i troen på spænding i kampen. De havde et par farlige forsøg, men målmand Jacob Nielsen hev nogle fremragende redninger frem og var en sikker sidste skanse i FB-målet. Havde hjemmeholdet reduceret i denne periode kunne udfaldet sagtens være blevet noget andet - men med godt 20 minutter igen satte FB sig igen på spillet og med 10 minutter tilbage af kampen scorede gæsterne til 4-0 da Nermin Galijatovic satte foden på et hårdt fladt indlæg fra Oliver Lund i højre side.
FB satte punktum til 5-0 små 5 minutter før tid, da Erling El-Labban med sit 2. mål i kampen, efter en fiks hjørnesparkskombination. bragede bolden op i modsatte målhjørne, fra kanten af feltet.

Dermed er FB tilbage på 2. pladsen i Københavnsserien - og med en sejr i det store brag på Jens Jessens Vej bane 1, på søndag mod bornholmske Rønne - så ser det for alvor godt ud i bestræbelserne på at nå 2. pladsen der giver minimum én kval-kamp om oprykning til Danmarksserien.
Kom derfor ud og støt drengene i forhåbentlig godt fodboldvejr, masser af fadøl og grillpølser kl. 14.30 søndag eftermiddag.
Se alt fra Københavnsserien her