FC Damsø3-FB 0-9:
Drømmebold! 26/9-2008
Sæsonens flotteste fodboldoplevelse – intet mindre. En kamp ingen af FB tilhængerne glemmer lige med det samme! Anna C, Freja, Karen, Nicole og Thea spillede nemlig drømmebold, da FC Damsø3 blev totalt udspillet på hjemmebane – og fik en regulær fodboldøretæve på 0–9. En sejr, der nemt kunne være blevet meget større.
Kampen var ét langt festfyrværkeri af gode detaljer. Fantastiske afleveringer i dybden, suveræne 1. berøringer, intelligente løb, gode finter, kølige afslutninger, langskud, eminent presspil, indlæg fra fløjene – og spillere der spillede fremragende, uanset hvilken plads de spillede. Afleveringerne faldt konstant præcis i det splitsekund hvor det gjorde allermest ondt på modstanderne. Tabte pigerne bolden blev den straks erobret tilbage ved at lægge et højt pres på FC Damsø pigerne. Og omstillingsspillet var i særklasse det bedste i hele sæsonen. Så godt spillede pigerne, at der blev hvisket ”totalfodbold” blandt FB tilhængerne – og det var jo det det var – miniputpige-totalfodbold!
Det giver ikke rigtig nogen mening at fremhæve enkelte spillere. For de spillede alle op til deres bedste på dagen – både som hold og som enkelt spillere. Men jeg er dog nødt til lige at give et eksempel på hvor seje miniputpigerne er:
FC Damsø spiller bolden i dybden, og to af deres spillere løber efter bolden. Lige inden de når den, bliver den perfekt clearet af Anna C, som rammer bolden klokkerent – og på et par meters afstand er så utrolig uheldig at ramme Freja lige i ansigtet. Freja ryger direkte til tælling – og forlader banen med med en blodtud. Heldigvis får Karens mor hurtigt stoppet blødningen, og efter 2-3 minutter viser Freja at hun er klar igen. Hun bliver skiftet ind, og inden der er gået 30 sekunder har hun bragt FB foran 0–7. Se det er høj klasse!
FB’s hold mod FC Damsø:
Christine (målmand), Anna C, Freja, Karen, Nicole og Thea
Scoringer:
0–1 Karen
0–2 Karen
0–3 Karen
0–4 Karen
0–5 Thea
0–6 Thea
0–7 Freja
0–8 Nicole (m. venstre!)
0–9 Freja


