FB på en foreløbig 1. plads i Danmarksserien, efter en ny flot sejr

På trods af afbud fra flere stamspillere, bl.a. Tommy Christiansen, Carsten Norup og Dennis Madsen - mønstrede FB alligevel det bedste fodboldhold, da Frederikssund IK gæstede Frederiksberg Stadion lørdag eftermiddag, til sæsonens 3. kamp i Danmarksseriens Pulje 1.

FB vandt kampen med 3-2, efter masser af underholdning og endnu engang drama, som i pokalkampen forleden, da gemytterne et par gange kom i kog. Dommer Kim Werge Lundberg måtte i to tilfælde præsentere det røde kort efter to gule - først til udeholdet efter 57 minutter og med et kvarter igen så hjemmeholdets anfører, Kim Helby Jensen også rødt.

Hvad der til gengæld efterhånden er ved at være reglen mere end undtagelsen, så var Frederikssunds spillere, trænere og ledere i oprør over dommerkendelserne og endnu engang måtte de gul-sorte FBere høre på antydninger af hvor ufortjent det var, at de igen vandt en fodboldkamp, i øvrigt den 4. sejr ud af 5 mulige i denne sæson!
____________________________


FB-Frederikssund IK 3-2 (1-2) 

0-1 Andreas Larsen (8. min)
1-1 Peter Bærenholdt (42. min)
1-2 Andreas Larsen (43. min)
2-2 Lars Hansen (54. min)
3-2 Kim Helby Jensen (str. 72. min)


Tilskuere: ca. 80

_____________________________


FBs startopstilling:
 
                                                                                 Jacob Nielsen

                                        Rickie W. Rasmussen, Kaspar Christiansen, Oliver Lund, Michael Birch 

                                Kim Helby Jensen (C), Nermin Galijatovic, Peter Bærenholdt, Rasmus Christensen

                                                               Brian Skov Henriksen, Lars Hansen

                                           Bænken: Lasse Glenstrup, Erling El-Labban og Mikkel Iversen


Frederikssund IK, der før kampen lå med maksimumpoint efter sejre i de 2 første opgør, kom til Frederiksberg med masser af vilje og vindermentalitet og startede kampen klart bedst. Allerede i det 1. minut kom en FIK-angriber alene med målmand Jacob Nielsen, men brændte dog. 2 minutter efter havde de et godt langskud lige over mål og galt gik det i det 8. minut, hvor FB kom bagud med 0-1. Et FB-hjørnespark løb ud i sandet og gæsterne slog lynhurtig kontra og bolden havnede ude på venstrekanten, hvor en FIK-spiller tog et træk ind i banen og smukt sparkede gæsterne i front med et velplaceret skud udenfor Jacob Nielsens rækkevidde.

Frederikssund fortsatte det gode spil og FB havde store problemer med at følge med. Efter 21. minutter kom en angriber igen alene med FBs målmand, men fra en spids vinkel brændte han sit forsøg. - Man skulle helt hen til det 27. minut før FB kom til deres første rigtige chance i åbent spil, da Lars Hansen kom alene med FIK-keeperen, men forsøget blev dog afværget til hjørnespark. - Kort efter havde samme Lars Hansen et godt hovedstød, efter en god frisparksbold fra Nermin Galijatovic, men bolden fløj lige over mål.



Efter 36. minutter havde gæsterne endnu engang et nærgående forsøg. FB-forsvaret blev spillet fuldstændig tyndt af de flotte kombinationer og efter et indlæg fra højre ramte afslutningen stolpen og røg i spil igen.

Med 3 minutter tilbage af 1. halvleg kom FB på 1-1. Kim Helby Jensen i højre side afdriblede en mand og spillede den ind i feltet til Rasmus Christensen, der fikst med hælen spillede den videre over til Peter Bærenholdt der kom løbende og sparkede bolden i mål til udligning.

FBerne var desværre i deres jubel-rus ikke opmærksomme nok - og allerede i næste Frederikssund-angreb, kom gæsterne igen foran. Igen kom de igennem på venstrekanten og forholdsvis ubesværet kunne de score til halvlegsresultatet 1-2. 



Hjemmeholdet kom bedst i gang i 2. halvleg og kom mere i boldbesiddelse. Det offensive spil begyndte at fungere bedre og efter 54 minutters spil kom udligningen. Rasmus Christensen smed fra venstre side en perfekt bold lige ind til Lars Hansen der flot headede bolden i mål til 2-2. Kort efter faldt FIKs udvisning og dermed var vejen banet mod endnu mere boldbesiddelse og pres mod Frederikssunds mål.

Efter 67 minutter måtte en forsvarer redde, indskiftede Lasse Glenstrup gode forsøg, på stregen og bare 5 minutter senere kom samme Lasse Glenstrup i fokus, da han blev nedlagt i feltet, efter en god dybdeaflevering fra Lars Hansen. Straffespark til FB og Kim Helby Jensen, der sikkert udplacerede Frederikssund-keeperen og bragte FB på sejrskurs.

De grønblusede gæster gav dog ikke op og havde allerede minuttet efter en stor dobbeltchance, men Jacob Nielsen klarede flot paragrafferne.

Med et kvarter tilbage faldt så Kim Helbys udvisning, hvilket bevirkede at udeholdet pressede yderligere på for udligning og havde to store muligheder - men største chance i slutminutterne tilfaldt alligevel hjemmeholdet, da midterforsvarer Kaspar Christiansen havde taget turen med frem, men brændte alene med målmanden.



Dermed tog FB sin 2. sejr ud af 3 mulige i Danmarksserien - og med en uafgjort oveni hatten fra sidste uges 2-2 kamp i Tårnby, så har oprykkerne nu sat sig på førstepladsen i et tætpakket førerfelt som foruden FB tæller Lyngby og GVI - dog kan topplaceringen ændres i morgen, når Elite 3000 har spillet mod Nexø.

Næste kamp, er også en slags topkamp - nemlig på fredag den 4. september, hvor FBs 1. HS skal en tur til Køge Stadion og møde HB Køge kl. 18.30. HB Køge er startet med to sejre og et enkelt nederlag.

Læs alt om 1. HS her

Hør Frederikssund-træner Peter Juul efter nederlaget her

Læs referat af kampen på FIKs hjemmeside her
Share