Efter flere dages tvivl om hvilke spillere der skulle og kunne komme med til Nexø, pga. skader og arbejde, dragede 1. HS onsdag afsted til eftermiddagskampen mod Nexø BK på Bornholm.
Nexø BK lagde bedst ud og var meget aggressive i kampens indledende fase, men FB-forsvaret godt styret af Dresse Jacobsen, red stormen af og langsomt begyndte gæsterne at få spillet til at fungere og overholde aftalerne.
FB bragte sig foran efter 40. minutters spil af 1. halvleg, da Rasmus Christensen med et perfekt indlæg fra venstrekanten fandt en fri Brian Skov Henriksen foran mål, der rundede en Nexø-forsvarer og scorede bag Nexø-keeper John Ottesen.

FB startede 2. halvleg i den dominerende rolle og efter flere nærgående forsøg, blev det 0-2, da Carsten Norup med venstrefoden og for anden kamp i træk, scorede direkte på frispark.
Efter næsten 75 minutters spil reducerede Nexø til 1-2 og man frygtede et sandt stormløb mod FBs mål, men allerede minuttet efter modtog indskiftede Christian Wood bolden centralt, spillede den på kanten til Rasmus Christensen, der med endnu et godt indlæg fandt en fremstormende Kim Helby Jensen der headede mod mål, hvor Brian Skov Henriksen kom til foran en forsvarsspiller og satte bolden i nettet til 1-3.

Med 10 minutter tilbage, fik samme Brian Skov Henriksen tilkendt et korrekt dømt straffespark, som han usvigeligt sikkert selv omsatte til scoring og dermed 1-4.
Hjemmeholdet reducerede 5 minutter før tid til 2-4 og dybt inde i dommerens overtid kom de også på 3-4 - men tvivl om udfaldet kom der aldrig og dermed 3 lune point til FB i kampen om de to øverste pladser i KS, hvor holdet nu indtager en delt 2. plads med 7 point efter de 4 første kampe.
Se kampens højdepunkter her:
http://www.tv2bornholm.dk/moduler/nyheder/news.asp?id=38355&vID=440801
Næste opgave er den svære udebanekamp mod 1. divisionsreserverne og toppholdet fra Hvidovre I.F. - en kamp der spilles på Hvidovre Stadion lørdag den 30. august kl. 13.00.