1. runde i den indledende pokalturnering, hvor KBU i alt afgiver 8 hold til Ekstra Bladet Cup, som den danske landspokalturnering kaldes, blev afviklet tirsdag aften. Her gæstede FBs 1. hold det jurastuderende Serie 2-mandskab fra FC Culpa i Valby Idrætspark.



Helt som forventeligt var der klasser til forskel mellem toppen af Københavnsserien og bunden af Serie 2. FB vandt en sikker 5-0 sejr efter 3-0 ved pausen. Havde det ikke været for de mange brændte chancer, kunne gæsterne være gået fra banen med en to-cifret sejr.

FBs startopstilling:

                                                                       Andreas Vigelsø

                              Allan El-Labban, Oliver Lund, Michael Birch, Tommy Christiansen

                   Kim Helby Jensen (C), Lasse Glenstrup, Dennis Madsen, Rasmus Christensen

                                                         Christian Wood, Mikkel Iversen
 
                        Bænken: Rickie W. Rasmussen, Nermin Galijatovic og Brian Skov Henriksen

Trænerteamet havde valgt at give pause til et par af de etablerede spillere, mens yderligere 3 af de sædvanlige støtter hjalp 2. holdet til uafgjort i GVI - og derfor var der fuld spilletid til nogle af dem der indtil videre ikke har fået mange spilleminutter.

Allerede efter 4 minutter kom FB foran 1-0, på et selvmål af Culpa efter et godt indlæg fra højre side. 3 minutter efter scorede anfører Kim Helby Jensen til 2-0 efter et indlæg fra Rasmus Christensen og dermed var kampen sådan set reelt afgjort.

FB fortsatte dominansen og havde vel 85 % af spillet - med gode og store muligheder, uden bolden dog kom i mål. Dog lykkedes det for Christian Wood at bringe FBerne på 3-0 kort før pausen.



2. halvleg var uden den store intensitet, dertil var modstanden for dårlig. FB kørte FC Culpa rundt i kombinationer og især Mikkel Iversen alene brændte vel 5-6 oplagte muligheder igennem de sidste 45 minutter. Midtvejs i 2. halvleg scorede Lasse Glenstrup fra distancen til 4-0 og Kim Helby Jensen sluttede af med en scoring til 5-0, efter et højt indlæg fra venstre side.

2. runde byder på et opgør mod vinderen af morgendagens opgør mellem Boldklubben Royal fra Serie 3 og Firkantens BK ligeledes fra Serie 3. Kampen afvikles på udebane i uge 20.

Næste kamp for FB, er i Københavnsserien, hvor holdet på lørdag tager i mod hvepsene fra Brønshøj, kl. 15.00 på Frederiksberg Stadion.

Share