Ved Frederiksberg Idræts Unions (FIU) årlige repræsentantskabsmøde, torsdag den 27. marts i Frederiksberg Hallen - modtog FBs ungdomsformand, Morten Høgsdal Nielsen og ungdomsafdelingens sportslige koordinator, Martin Busk - den fornemme pris som Årets Idrætsledere på Frederiksberg.

Prisen blev givet ud fra begrundelserne; vilje, engagement, hårdt arbejde og en evig kamp for at føre FBs ungdomsafdeling til en af landets bedste.

Prisen er stiftet af Nordea og er blevet uddelt hvert år siden 1991.


Her ses FIU-formand Michael Christiansen, Morten H. Nielsen, Nordeas Lene Jensen og Martin Busk.

Med prisen fulgte der foruden den traditionelle buket blomster, ligeledes en check til dem hver på DKK. 7.500,-

Vedtægter for "Nordeas Idrætspriser på Frederiksberg".

1. "Nordeas idrætspriser på Frederiksberg" er stiftet i 1991 og uddeles tre gange årligt. Hvert år i 4.kvartal foretages der en nyvurdering med henblik på fortsættelse.

2. Priserne kan tildeles en idrætsudøver, en leder, et hold, forening eller klub, der i den pågældende sæson har ydet et bemærkelsesværdigt resultat.

3. Prismodtageren (jf. pkt. 2) skal udøve sin idræt eller ledergerning i Frederiksberg Kommune. For medlemmet gælder desuden, at den pågældende skal have aktivt medlemskab af en idrætsforening ligeledes hjemmehørende i Frederiksberg Kommune.

4. Komitéen består af formanden for Frederiksberg Idræts-Union, formanden for Frederiksberg Kommunes idrætsudvalg og Frederiksberg Bladets redaktør samt en repræsentant fra Nordea på Frederiksberg.

5. Komitéen kårer tre årlige vindere, fordelt på "Nordeas indendørs-idrætspris på Frederiksberg", "Nordeas udendørs-idrætspris på Frederiksberg" samt "Nordeas lederpris på Frederiksberg". Vinderen udpeges på baggrund af offentlige indstillinger, og dead-line for indstillingernes indlevering offentliggøres i Frederiksberg Bladet. Ved manglende kvalificerede emner kan komitéen selv udpege en vinder eller undlade en prisuddeling.

6. Nordeas idrætspriser er på hver 15.000 kr., der for udendørs- og indendørsidrætternes vedkommende ligeligt fordeles mellem den pågældende prismodtager og dennes klub/forening. Kun ved Nordeas lederpris tilfalder beløbet alene prismodtageren.

  

Share