Masser af regn, højt humør og god fodbold.

Hvad gør man, når man i silende regn og blæsevejr har vundet med 4 mål på udebane, og hjemmeholdet er hastet ind i varmen? Vi voksne ville nok også skynde os ind i varmen og få en Latté, Espresso eller Chai te. FBs miniputpiger derimod improviserer en straffesparkskonkurrence – alle mod Freja, Freja mod alle. Og havde det ikke været for småfrysende forældre, så stod de der nok stadig.



Inden straffesparkskonkurrencen havde FB slået Fremad Valby 0–4 efter en rigtig god indsats. Pigerne diskede op med masser af gode afleveringer og solidt forsvarsspil. 0–1 målet var et vaskeægte debutantmål sat ind af Sara, der spillede sin første kamp på holdet. 0–2 målet blev sat ind af Thea efter en flot fighterindsats. Bagude lukkede Amalie flot af i forsvaret og FB kunne gå til halvleg med en 2-måls føring.

2. halvleg blev en festlig affære med masser af FB chancer og pres mod Fremad Valby målet. Vi var heldige at komme foran med 0-3 da et klumpspil foran Fremad Valbys mål endte med et selvmål. Til gengæld var der ikke noget tilfældigt over Anna H’s mål til 0–4, som med lidt held snildt kunne have scoret et par mål til.

Alle pigerne spillede godt i dag. De bevægede sig godt, løb for hinanden, skabte masser af chancer og lukkede af bagude. Anna Caroline stod perfekt i forsvaret når Amalie fik sig en pause. Hun diskede op med klogt spil og masser af gode afleveringer til holdkammeraterne – både i bredden og i dybden. Karen leverede igen en god fighterindsats – altid i bevægelse og spilbar – målene skal nok komme, for spilforståelsen er på plads! Agnes havde en bunden opgave som hun løste perfekt; giftige indlæg fra højrefløjen, der flere gange skabte store chancer foran Fremad Valbys mål. Thea scorede et godt mål, erobrede mange bolde og stod godt på banen. Sara stod godt i angrebet, havde flere gode chancer og scorede et flot debutantmål. Freja havde en rolig dag i målet, men når hun havde bolden spillede hun utroligt klogt og fandt hele tiden en medspiller. Godt målmandsspil! Og Anna H, hun diskede op med rigtig mange lækre detaljer – driblinger, finter, vendinger, afslutninger, hjørnespark og mål. Anna’s bedste kamp i FB-trøjen! Også Amalie storspillede i dag. Solidt forsvarsspil og rigtig mange gode afleveringer til holdkammeraterne. Amalie’s bedste kamp for miniputpigerne.

Share