Dommer Brian Sørensen, var om nogen manden i centrum i forbindelse med afviklingen af 1. HS' udekamp mod Handelsstadens Boldklub (HB), tirsdag aften på Kunstgræsbanen ved Ryparkens Idrætsanlæg.

I første omgang fordi han ikke accepterede FBs gul-sorte trøjer, da hjemmeholdet spiller i helt sorte trøjer. Alligevel indvilgede han i at kampen kunne starte som planlagt - og den blev så afbrudt kortvarigt efter en halv times spil, hvor FBs grønne udebanetrøjer var blevet afhentet på Jens Jessens Vej. Trøjeskiftet var dog ikke til publikums fordel, da det blev endnu sværere at kende forskel - men åbenbart ikke for dommeren.





Anden gang dommeren kom i fokus, var da der resterede en halv time af kampen. På grund af tordenvejr og kraftige lyn, valgte dommeren meget fornuftigt at afbryde kampen og da uvejret efter 15 minutter fortsat var kraftigt, valgte han at fløjte den helt af. På det tidspunkt var stillingen 1-1 og det er nu op til KBUs Turneringsudvalg at finde ud af hvad der skal ske. Umiddelbart bør kampen enten færdigspilles på et senere tidspunkt, eller en helt ny kamp skal spilles. I KBU har man normalvis tradition for at afbrudte kampe spilles om på ny, da det er det mest sportslige korrekte for begge mandskaber, så mon ikke det bliver løsningen...

(Se KBUs turneringsreglement nederst i denne artikel)


Selve kampen indtil afbrydelsen:

FB kunne med en sejr spille sig op på rækkens 2. plads, som giver en kval-kamp mod nummer 2 fra Fynsserien, om oprykning til Danmarksserien, efter sommerferien. HB derimod havde hårdt brug for point i bunden - så derfor blev der tale om hård fight i de 60 minutter kampen varede.

FBs startopstilling:
 
                                                                            Jacob Nielsen

                              Rickie W. Rasmussen, Tommy Christiansen, Oliver Lund, Carsten Norup 

                                 Allan El-Labban, Dennis Madsen, Peter Bærenholt, Erling El-Labban

                                                               Christian Wood, Lars Hansen
 
                                    Bænken: Lasse Glenstrup, Brian Skov Henriksen og Janus Raun


FB startede optimistisk og var i 1. halvleg klart det bedste fodboldhold. Men hjemmeholdet bed godt fra sig og kæmpede heroisk og FB kom ikke frem til mange deciderede chancer på trods af tydelig overvægt i spillet.

En undtagelse var efter godt 20 minutter, da lillebror Allan El-Labban med et godt indlæg fandt storebror Erling El-Labban der headede bolden i nettet til en 1-0 føring. Først efter en halv time fik hjemmeholdet deres første chance og de fik yderligere en mulighed på frispark kort før pausen, efter et gult kort til højreback Rickie W. Rasmussen - men desværre for HB tog bolden den ene opstander og sprang i spil igen.



2. halvleg begyndte med et godt HB-pres og det kneb lidt for de nu grønklædte gæster at få ro på spillet - og efter et lille kvarter begik Oliver Lund straffespark mod en HB-spiller ved at rive ham ned i feltet. HB udlignede usvigeligt sikkert på straffesparket til 1-1, som så forblev stillingen da dommeren fløjtede kampen af på grund af uvejret.

Spændende bliver det nu at erfare hvad der konkret sker med kampen og dens resultat - følg med her på siden som vil være blandt de første til at bringe nyheden...

Næste kamp for FBs 1. hold er på lørdag, hvor man hjemme på Frederiksberg Stadion klokken 15.00 tager i mod divisionsreserverne fra Hvidovre I.F. der ligger placeret midt i rækken.

KBUs Turneringsreglement:

§ 13.9

Hvis en dommer afbryder kampen før tid eller udviser en spiller eller andre fra banen, skal dommerens indberetning være lokalunionen i hænde senest 2. hverdag efter kampen. Ved afbrydelse tager lokalunionen herefter stilling til fastsættelse af kampens resultat eller beslutning om at lade kampen færdigspille eller spille kampen om.

§ 12.2

Når en kamp på grund af vejrforholdene, banens ubrugelighed, dommers udeblivelse eller lignende udsættes, skal skriftlig meddelelse herom fra hjemmeholdets klub gives unionen senest dagen efter, at kampen skulle være afviklet. Hvis der ikke i løbet af en uge - for pokalkampe dog 2 dage - til unionen er indsendt forslag til nyt spilletidspunkt, tiltrådt af både hjemme- og udehold, vil spilletidspunkt og -sted blive fastsat af unionen.

Share