FB spillede uafgjort i underholdende kamp
Sæsonens 2. kamp i Danmarksserien, blev afviklet på et solbeskinnet Tårnby Stadion, lørdag eftermiddag foran godt 200 tilskuere, hvor en hel del havde turen til Amager fra Frederiksberg. Bl.a. havde Fan-klubben "Stiften" valgt at et medlems Polterabend skulle fyres af på det gamle stadion. Dette skete med prompt og pragt, dans og en masse fadøl, hvilket skabte en herlig kulisse på den ene langside.

Stiften på plads med stor opbakning

Kommende brudgom, Mads - demonstrerer moves på banen
Efter 90 begivenhedsrige og underholdende minutter viste måltavlen 2-2 mellem hjemmeholdet fra AB Tårnby og gæsterne fra FB. Et resultat der allerede efter 2 runder gør FB til et af topholdene, mens AB Tårnby kom på tavlen, efter nederlag i den første kamp.
____________________________
AB Tårnby - FB 2-2 (2-1)
1-0 Martin Reindorf (27. min)
1-1 Peter Bærenholdt (42. min)
2-1 Morten Nielsen (45. min)
2-2 Brian Skov Henriksen (80. min)
Tilskuere: ca. 200
_____________________________
FBs startopstilling:
Jacob Nielsen
Rickie W. Rasmussen, Tommy Christiansen, Oliver Lund, Henrik Jørgensen
Kim Helby Jensen (C), Peter Bærenholdt, Dennis Madsen, Rasmus Christensen
Lasse Glenstrup
Lars Hansen
Bænken: Nermin Galijatovic, Jesper Liu og Brian Skov Henriksen
Som i den første kamp mod Skovlunde startede FB kampen en anelse nervøst og fik ikke rigtigt gang i sit eget spil. Hjemmeholdet var toneangivende de første 20 minutter, men FBerne bed dog ret godt fra sig og havde indimellem også deres muligheder, hvor man kom til afslutning, dog uden at volde målmanden problemer.
AB Tårnby kombinerede til tider flot og specielt var deres venstre-kant en konstant trussel mod FB-forsvaret, der specielt i 1. halvleg havde lidt problemer med at finde ind i et samarbejde. Flere gange manglede der både ro og overblik, ligesom opdækningen til tider haltede efter. Offensivt fungerede det heller ikke på samme måde som i Skovlunde-kampen, men alligevel fornemmede man jo længere man kom frem, at FB rent faktisk sagtens kunne hamle op med de rød-sorte, der ellers er forhåndsudråbt til at spille med i toppen af Danmarksserien.
Første scoring faldt da også til hjemmeholdet, dog en heldig scoring, som faldt efter et kæmpe koks, af efterårs-debuterende Jacob Nielsen i målet, der så ud til at have glemt reglen om at målmænd må tage med hænder, da en bold fik lov til at passere mellem benene og en AB Tårnby spiller kunne score i et tomt mål via den ene stolpe efter 27 minutters spil.
Det mål vækkede gæsterne, der blev mere fremadrettet i deres spil og efter cirka 10 minutter med godt pres mod hjemmeholdets mål, lykkes det FB at få udlignet, da Peter Bærenholdt med 3 minutter tilbage af 1. halvleg på fantastisk flot vis kanonerede bolden i mål fra kanten af feltet, efter en løs bold. Et fremragende mål af den slidstæke midtbanespiller.
Desværre formåede FB ikke at holde fast i uafgjort inden pausen, da AB Tårnby i overtiden af 1. halvleg igen bragte sig i front. Midterforsvarer Tommy Christiansen nåede ikke frem til en Tårnby-angriber, der fikst spillede bolden tilbage inden den blev stukket i dybden til deres højrekant, der alene med Jacob Nielsen scorede til pausestillingen 2-1.

2. halvleg blev med FB som det bedst spillende hold og med en god indstilling, hvor holdet viste karakter og begyndte at ligne nogen der troede på muligheden for at få point med hjem. Bl.a. havde Lars Hansen en god hovedstødsmulighed efter en times spil, men bolden røg desværre lige over mål.
Der blev sat endnu mere fut i angrebsspillet med indskiftningerne af Nermin Galijatovic, Brian Skov Henriksen og til dels Jesper Liu - dog var det AB Tårnby der efter både 65 og 70 minutter på to nærmest identiske opspil i højre side, burde have bragt sig yderligere foran, men i begge tilfælde missede angriberen foran mål.
I stedet var det efter 80 minutter anfører Kim Helby Jensen, der med en energisk solotur på højrekanten, i bedste egen Helby-stil, fandt en fri Brian Skov Henriksen foran mål, der nærmest glidende kunne sende bolden i mål til udligning 2-2.
I de sidste 10 minutter pressede FBerne på for yderligere en scoring, specielt fordi hjemmeholdets målmand måtte udgå med en skade og den gamle FBer Christian Soelberg måtte en tur mellem stængerne - men det blev ved 2-2 og dermed er FB fortsat ubesejret i DS.

Næste kamp er onsdagens pokalkamp i Ekstra Bladet Cup ude mod DS-kollegaerne fra Værløse, mens den første topkamp i DS er en realitet, når FB hjemme på Frederiksberg Stadion, tager imod Frederikssund IK, der har maksimumpoint efter de første to kampe. Den kamp afvikles på lørdag kl. 15.00.
Følg FBs 1. hold på deres egen side her