Bemærkelsesværdig sejr til FB over Dragør

En ny sæsons første kamp er altid noget helt specielt. Efter få træninger er det svært at vurdere præcis hvad niveau spillerne befinder sig på. For miniputpigernes træner var det da også med sommerfugle i maven at vi tog til Dragør tirsdag den 19/8. På udebane mod et af KBU’s absolut stærkeste miniputpige hold, en klassemodstander allerede i første kamp. En rigtig spænende styrkeprøve.

Heldigvis forsvandt sommerfuglene hurtigt, for pigerne spillede fantastisk! Andet er der egentlig ikke at sige. De tilførte Dragør pigerne deres første nederlag i 20 kampe!!!! 1–3 til FB i en meget lige og tempofyldt kamp, med flot fight og intense nærkampe. I denne kamp blev der ikke givet ved dørene, og ingen af holdene scorede på tilfældige chancer. Alle FB’s mål blev scoret på flotte, gennemspillede angreb, med indlæg fra fløjene, dybe afleveringer eller flotte temposkift. Begge hold havde chancer, men de måtte spille godt for at få dem. Begge hold havde skud på ”træværket”, og afslutninger der strøg lige forbi mål, men begge hold havde også klassemålmænd der virkelig tog fra.

Afgørelsen faldt i 2. halvleg hvor FB scorede 2 gange, bragte sig foran 1–3 og derefter havde rimeligt godt styr på kampen. Pigerne stod utroligt godt i forsvaret, og så snart bolden var erobret blev der i 2. halvleg spillet meget hurtigt frem af banen – og der blev afsluttet på mål masser af gange. I sidste ende var det FB pigernes konstante pres, store løbevillighed og gode pasningsspil der gjorde udslaget. Sikke en kamp, en flot sejr over et stærkt hold! Stort tillykke til pigerne.

Til slut vil træneren godt sige tak til Dragør for en god og fair kamp. Men i særdeleshed tak til Dragørs træner, der tog godt imod os, og oven i købet viste stor klasse ved efter kampen kom over til os og rose FB pigerne for at have spillet flot. Vi glæder os allerede til at møde Dragør igen, og vi er sikre på at vi får mange gode og lige kampe mod dem fremover.

FB’s hold mod Dragør:

Anna H (målmand), Agnes, Amanda, Christine, Laura, Malene

 

Scoringer:

1–0 Dragør

1–1 Malene

1–2 Christine

1–3 Agnes

Share