Forårets sidste kamp i Københavnsserien, blev afviklet lørdag eftermiddag i Emdrupparken mod KFUM, der er en selvstændig Kristelig Forening for Unge Mænd i København. Holdet var længe med i kampen om oprykning til efterårets Danmarksserie, men måtte sidste weekend kapitulere i kampen om 2. pladsen, da Brønshøj slog dem med 3-1 og dermed spillede 2. pladsen i fødderne på FB.

For FB var det en forberedelseskamp til onsdagens kommende kval-kamp om oprykning til DS, hvor de jo som bekendt møder Fyns nummer 2 fra Marienlyst på Slagelse Stadion.

______________________________________________________

KFUM - FB 2-3 (1-2)

0-1 Lars Hansen (3. min)
0-2 Brian Skov Henriksen (8. min)
1-2 Ukendt (25. min)
2-2 Ukendt, straffespark (75. min)
2-3 Erling El-Labban (80. min)

Tilskuere: 70

_______________________________________________________


FBs startopstilling:
 
                                                                                Andreas Bialostocki

                                        Rickie W. Rasmussen, Janus Raun, Tommy Christiansen, Michael Birch 

                                 Allan El-Labban, Lasse Glenstrup, Peter Bærenholdt (C), Rasmus Christensen

                                                                    Brian Skov Henriksen, Lars Hansen
 
                                              Bænken: Mikkel Iversen, Erling El-Labban og Dennis Madsen


FB indledte godt og virkede meget opsatte på at bevise at det er fuldt ud fortjent at de satte sig på 2. pladsen og alle spillere virkede ligeledes meget opsatte på at vise deres værd, forud for den altafgørende kamp mod Marienlyst.

Allerede efter 2 minutters spil kom FB foran, da den formstærke Lars Hansen mdotog bolden i højre side. Meget karakteristisk for Lars Hansen, afdriblede han 3-4 modspillere og skråede ind i feltet, hvor han med en flad afslutning scorede til 1-0 for gæsterne.

FB fortsatte det optimistiske spil og hjemmeholdet sejlede rundt og kunne ikke fange FB i deres kvikke kombinationer. Allerede 6 minutter efter den første scoring, faldt den næste. Efter en bolderobring på banens midte modtog Lars Hansen den i feltet og med en tværpasning fandt han en fri Brian Skov Henriksen, der med sit 2. sæsonmål kunne score til 2-0.

Resten af halvlegen og specielt i minutterne efter scoringen til 2-0, var værterne noget groggy - og havde FB scoret endnu engang, havde det endt i en massakre af hjemmeholdet. KFUM, som jo er kendt for fysisk hård fight og en god vindermentalitet begyndte dog så småt at få styr på spillet og kom bedre med.
Efter 25. minutters spil fik de tilkendt et frispark midt på FBs banehalvdel og en KFUM-spiller servede bolden blødt ind i feltet, hvor en anden KFUM-spiller kom højest i en luftduel og fik headet bolden i mål ude ved den ene stolpe til 2-1, på noget der mindede om blot en forlængelse af bolden.


(arkivfoto)

Efter reduceringen havde gæsterne dog fortsat godt styr på begivenhederne - dog kneb det helt naturligt med at afvise de fysisk stærkere KFUM-spillere i sekvenserne omkring frispark og hjørnespark - men tæt på udligningen i resten af 1. halvleg, kom hjemmeholdet dog ikke.

2. halvleg var lidt som slutningen af 1. halvleg. FB sad på spillet og KFUM var farlige på standardsituationer og de forsøgte via deres store fightervilje at komme tilbage i kampen for alvor. Der var dog ingen nævneværdige muligheder til nogen af holdene - til gengæld masser af nærkampe og god intensitet i kampen.

Med et kvarter tilbage fik hjemmeholdet udlignet. Forsvarsspiller Janus Raun begik et lidt dumt straffespark mod en KFUM-angriber, der var på vej ud af feltet mod hjørneflaget med bolden, da Raun med en glidende tackling ramte manden og ikke bolden. KFUM scorede sikkert på den debuterende U 19-målmand, Andreas Bialostocki, der havde fået chancen i dagens kamp, efter afbud fra førstevalget Jacob Nielsen og en skade hos Andreas Vigelsø. - Den unge keeper stod i øvrigt en flot kamp og var i flere situationer en god sidste skanse for sit hold.



Med 10 minutter tilbage, kom FB tilbage på vinderkurs. De gul-sorte fik tilkæmpet sig et frispark 4-5 meter udenfor straffesparksfeltet. Peter Bærenholdt lagde an til at skyde med højre fod, men hoppede over og i stedet var det venstrebenet fra Erling El-Labban der lynede til 3-2 og for 7. gang i sæsonen. Han skød bolden i en blød bue over muren og op i målhjørnet til højre for KFUM-målmanden.

Kort før tid burde Lasse Glenstrup have øget, men han brændte lige på målmanden, i en presset situation.

Alt i alt en flot kamp, i en ellers betydningsløs kamp af FBerne, der dermed tankede yderligere selvtillid før onsdagens kamp mod Marienlyst.

Læs alt om sidste runde i Københavnsserien her

Share