Lørdag eftermiddag kunne FBs 1. HS sikre sig endnu en halvsæson i Københavnsserien, såfremt man kunne hive en sejr hjem over gæsterne fra Sundby BK i 4. runde af nedrykningsspillet i KS.

Sejr blev det til, men de fremmødte tilskuere, spillere og trænere skulle først igennem 90 minutters drama, før sejren blev en realitet.

FB, som tidligere på efteråret havde besejret Sundby to gange - lagde ud som lyn og torden og efter blot 3 minutter fik hjemmeholdet tilkendt et straffespark, som vice-anfører Dennis Madsen dog misbrugte. 2 minutter efter bragte FB sig alligevel i front, da Lars Hansen på højrekanten med et flot indlæg mod bagerste stolpe, fandt en fri Rune Skov, der tæmmede bolden og efterfølgende sparkede den i mål til 1-0 føring.

Kort efter blev Lars Hansen nedlagt klokkeklart i feltet og alle forventede et nyt straffespark, men i stedet blev Hansen udvist i 10 minutter for film.

Sundby BK kom efterhånden bedre med i kampen og var konstant farlige på standardsituationer. Det var også efter en sådan at det lykkedes gæsterne at udligne kort før pausefløjtet, da de sendte et hårdt frispark ind foran mål, hvor en Sundby-spiller via underkanten af overliggeren headede den ind bag keeper Allan Larsen. Ved selvsamme frispark blev FB igen reduceret til 10 spillere i 10 minutter, da Jesper Duus blev præsenteret for det gule kort.



Det var derfor med bange anelser at hjemmeholdet kom på banen til 2. halvleg, som lignede en nulløsning og dermed kun et enkelt point på kontoen, som ikke ville være nok til at sikre sig forbliven i denne runde. Det var tydeligt at se hvor meget der stod på spil. Halvlegen var præget af meget nervøst spil fra FBs side med flere dårlige opspil og teknikske vanskeligheder. Sundby pressede mere og mere på uden dog for alvor at blive farlige.

Kim Helby Jensen fik med godt et kvarter igen et gult kort for protester, men han kom på banen igen og var med til, som så mange gange før, at afgøre kampen til FBs fordel. Først tillod han sig at brænde en kæmpe chance foran mål, inden angrebsmakker Lars Hansen med 6-7 minutter igen opsnappede en dårlig Sundby-aflevering og alene med målmanden fandt han uselvisk Kim Helby Jensen der denne gang ikke svigtede og kunne bringe FB på 2-1.



Sundby som med et nederlag ville rykke ned i serie 1, pressede voldsomt på i slutminutterne og i overtiden satte de alle mand frem inkl. målmanden, ved et hjørnespark. Hjørnesparket blev dog clearet af FB-forsvaret og bolden røg til Rasmus Christensen der med et alngt spark mod det tomme Sundby-mål fandt den netop indskiftede Peter Bregnhøj der sikkert kunne score til slutresulatet 3-1, hvorefter jubelen kunne bryde ud blandt spillerne og på tribunen.

Med sejren ligger FB på en førsteplads før sidste runde, med 9 point efter de 3 første kampe,  og kan ikke hentes på en af de to øverste pladser der automatisk sikrer endnu en halvsæson i KS. Dermed kan 1. HS også spille uden nerver i årets sidste kamp mod Østerbro I.F., lørdag den 8. november kl. 14.00 på Frederiksberg Stadion.

Følg 1. HS her
Share