Forventningerne var store hos klubbens sponsorer, da man efter veloverstået sponsorarrangement i klubhuset, drog til Stadion, for at se 1. HS i Kval-rækken spille hjemmekamp mod bundholdet fra Fredensborg.
På forhånd havde cheftræner Jacob Rossander da også i sit oplæg til dagens kamp, advaret om at FB har det svært mod de lavere rangerende hold, men ingen havde alligevel fantasi til at forestille sig det drama, som kampen udviklede sig til.

FB bragte sig foran i det 2. minut, da højrekanten, Jesper Liu, blev spillet fri i feltet og kunne score til tidlig føring. Fredensborg forsøgte at bide fra sig og kun en clearing på selve målstregen fra midterforsvarer, Morten Larsen, forhindrede gæsterne i at udligne.

Efter 25 minutter bragte FB sig på 2-0, da Jacob Madsen uhindret kunne score og minuttet efter blev det 3-0, da Kim Helby headede bolden i mål.
FB var nu altdominerende og kun uheld forhindrede Casper Juul Jensen i at score til 4-0 kort før pausen.

2. halvleg blev ét lang mareridt. Efter blot 10 minutter havde udeholdet reduceret FBs ellers så solide pauseføring, til både 3-1 og 3-2 - og selvom hjemmeholdet igen overtog spillet, så var Fredensborg hele tiden farlige å kontra - hvilket desværre gav udbytte med 5 minutter igen, da de formåede at udligne til slutresultatet 3-3.

Et meget skuffende resultat, for både de fremmødte sponsorer, trænerteamet og spillerne selv - og udsigterne til at rykke op i Danmarksserien efter sommerpausen, er nu ganske små. FB har 5 point op til Lyngby på 1. pladsen og det vil kræve en hel del sejre i de sidste 5 kampe - startende allerede om en uge, når FB gæster Albertslund.

 

Share