Det blev Karens kamp i regnen, da FB slog Husum 6–0
Det er blevet vidunderligt ”ensformigt” at være træner for FB’s miniputpiger. Det vælter ned når vi spiller, debutanterne scorer, og vi vinder, uden der bliver scoret mod os. Denne gang gik det ud over Husum, der fredag den 13. (!!??) blev sendt hjem med et ”æg”. 6–0 til FB!
Kampen havde dog en lidt trist optakt, da Anna Caroline måtte melde afbud. Hun vred om på foden til torsdagstræningen og slog en flig af anklen. Det betyder desværre, at hun skal ”humpe” rundt på krykker de næste 3 uger. Synd for Anna der misser de sidste to kampe i forårssæsonen. Anna er dog klar igen til efterårssæsonen – og heldigvis kom hun forbi og så 2. halvleg af kampen mod Husum.
Traditionen tro startede kampen i silende regn, og der gik ikke mange sekunder, før pigerne var fuldstændig gennemblødte. Allerede fra start viste pigerne dog, at de havde tænkt sig at vinde. Specielt Karen var her-og-der-og-alle-vegne på sin højre fløj. Husum spillerne kunne simpelthen ikke følge med i hendes tempo. Det blev dog holdets debutant Nicole, der åbnede scoringen for FB efter få minutters spil. Og det selv om Nicole inden kampens start forsøgte at overbevise træneren om, at hun bestemt ikke kunne spille angriber. Men det kan du Nicole – flot! Det blev 2–0 ved Freja som igen leverede en god præstation og Anna H sendte FB til halvleg med en solid 3–0 føring. Og da dommeren fløjtede 1. halvleg af, var kampen reelt afgjort. Amalie havde nemlig endnu engang lukket fuldstændig af bagude. Perfekt indsats!

I anden halvleg havde FB flere gode gennemspillede angreb. Især hurtigt spil af Karen og gode dybe afleveringer fra Freja skabte ravage i Husum forsvaret. Og selv om Husum var en spiller mere på banen i hele 2. halvleg, havde pigerne helt styr på kampen. En solidt spillende Anna bragte FB foran med 4–0 inden Karen tog fat og leverede dagens præstation. I halvlegen havde Karen nemlig fået en særlig opgave af træneren. Hun skulle score 2 mål i 2. halvleg! Allerede fra starten af halvlegen viste Karen, at hun tog opgaven alvorligt. Og da hun blev rykket op som angriber, resulterede det kort tid efter i hendes første scoring; 5–0 til FB. ”Så mangler du kun 1 mål Karen”, råbte holdkammeraterne. Og der gik da heller ikke lang tid før Karen, til stor jubel for alle FB pigerne, scorede mål nummer 2 og bragte FB på 6–0. Sådan Karen! Ingen tvivl om at der kommer endnu flere mål fra dig fremover!
Til sidst er det værd at bemærke at en stor del af æren for, at Husum ikke fik scoret også tilfalder Agnes, som stod en flot kamp med flere store redninger.