MEDDELELSE:
Nedenstående tekst er kopieret fra dr.dk/sporten - hvor kulturminister Brian Mikkelsen, glæder sig over at pædofililoven, altså de såkaldte børneattester, har vist sig at være holdbare i kampen mod at pædofilidømte får lov til at arbejde i bl.a. danske idrætsklubber.
Frederiksberg Boldklub har de seneste 2½ år, årligt testet samtlige trænere og ledere og heldigvis med udelukkende negative resultater. FB har enorm fokus på at børn og unge kan føle sig sikre i deres daglige gang i klubben og at forældrene trygt kan sende deres børn afsted. - Som alle andre steder, kan man aldrig sige aldrig - men klubben er meget observerende på denne problematik og gør alt hvad den kan, for at holde pædofilidømte væk fra klubben.
/Bestyrelsen
Kulturminister Brian Mikkelsen er overordentlig tilfreds med børneattest-loven.
Foto: Steffen Estrup © DR Sporten
Pædofili-lov har bestået sin prøve
16. jan. 2008 21.00 Øvrig sport Opdat.: 16. jan. 2008 21.06I børneattestlovens to og et halvt år lange levetid har der været færre sager om seksuelle overgreb på børn end tidligere.
Idrætsforeningerne har siden 2005 fået oplysninger om 446.576 trænere og ledere, og heraf var 59 personer dømte for pædofili.
- Tænk på 59 er blevet taget, selvom de vidste, de blev testet. Hvor mange har så ikke holdt sig væk, og på den måde har vi reddet en masse børn og unge, siger kulturminister Brian Mikkelsen til DR Sporten.
Velfungerende lov
Da børneattest-loven blev vedtaget blev det samtidig bestemt, at den skulle revurderes efter to og et halvt år.
Det er den nu blevet, og kulturministeren mener, at den har fungeret så godt, at der ikke skal rettes et komma i teksten.
- Den har betydet, at vi har fået bedre redskaber til at holde de pædofile ude af klubberne. Men man skal ikke neddrosle den opmærksomhed, der har været ude blandt forældre, foreninger, ledere og så videre, fastslår Brian Mikkelsen.
I de kommende uger befinder loven sig i en slags høringsfase, og ministeren lover idrættens organisationer, at de vil få mulighed for at give deres besyv med.
- Nogle af dem var lidt skeptiske i starten. Nu har alle accepteret det 100 procent, og alle bakker meget flot op omkring det. Nu skal vi se, om der skal være en anden fase i det, og der vil jeg høre på gode råd fra DGI og DIF omkring det her, siger kulturministeren.


