Fodboldskolen overstået med stor succes

Som man kunne læse herpå hjemmesiden i mandags, så har FBs ungdomsafdeling i efterårsferien, afholdt en fodboldskole i samarbejde med naboerne fra FA 2000, Frederiksberg Idræts-Union, Frederiksberg Kommune og de lokale boligforeninger. Skolen hvor omkring 40 børn fra de udsatte lokalområder deltog, blev sparket i gang mandag morgen og blev afsluttet i dag med et brag af et turneringsstævne, hvor 6 hold dystede om placeringerne og de mange flotte præmier der var til uddeling.

Hele ugen er gået med intens træning for de fremmødte drenge og piger, der primært består af tosprogede børn, der aldrig før har været vant til fodboldtræning under organserede former, som dem de har mødt i denne uge, hvor 8 trænere fra FBs ungdomsafdeling har guidet og dirigeret dem ind i en rigtig fodboldverden.

Hver morgen er de mødt kl. 10 og har trænet frem til kl. 12 - hvorefter Kenneth og Jesmar i Café-FB har disket op med en flot og lækker frokost. Fra kl. 13 og frem til kl. 15 har den så igen stået på træning, inden børnene kunne holde fri.

Torsdagen blev så afsluttet med et stort anlagt stævne, hvor 6 hold dystede på 3 baner, samtidig med at trænerne var dommere på kampene og en DJ stod med kæmpe højttalere og fyrede den nyeste moderne musik af. Alle hold spillede 5 kampe - og formiddagen blev afsluttet med en kamp mellem trænerne og holdet af de sociale bolig-medarbejdere, der fik klø og tabte 5-3 til trænerne.
Eftermiddagen blev afsluttet på stor bane med en showkamp mellem alle voksne og de 40 børn. Kampen endte fuldt fortjent 3-3 og dermed kunne begge mandskaber gå veltilfredse over til præmieoverrækkelsen i FBs klubhus, hvor der både blev uddelt medaljer, tøj, fodbolde samt både fairplay-priser og opmærksomhedspriser på stribe.




Hassan på 8 år (tv.) blev ugens spiller blandt drengene, mens Kanwal på 14 år (th.) blev ugens spiller blandt pigerne.
I midten ses Omar på 12 år der fik drengenes fairplay-pris, mens Maira på 12 år fik den hos pigerne.

FB håber og tror bestemt på at samarbejdet kan fortsætte næste år, ihvertfald har klubben høstet stor anerkendelse og ros for både faciliteter, caféen og trænerne.

Herunder en stribe billeder fra sidstedagen af fodboldskolen.











Share